Salme 88
1 (En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraitten Heman.) HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;
canticum psalmi filiis Core in finem pro Maeleth ad respondendum intellectus Eman Ezraitae Domine Deus salutis meae die clamavi et nocte coram te
2 lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!
intret in conspectu tuo oratio mea inclina aurem tuam ad precem meam
quia repleta est malis anima mea et vita mea in inferno adpropinquavit (Sheol h7585)
4 jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,
aestimatus sum cum descendentibus in lacum factus sum sicut homo sine adiutorio
5 kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.
inter mortuos liber sicut vulnerati dormientes in sepulchris quorum non es memor amplius et ipsi de manu tua repulsi sunt
6 Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;
posuerunt me in lacu inferiori in tenebrosis et in umbra mortis
7 tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. (Sela)
super me confirmatus est furor tuus et omnes fluctus tuos induxisti super me diapsalma
8 Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,
longe fecisti notos meos a me posuerunt me abominationem sibi traditus sum et non egrediebar
9 mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.
oculi mei languerunt prae inopia clamavi ad te Domine tota die expandi ad te manus meas
10 Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? (Sela)
numquid mortuis facies mirabilia aut medici suscitabunt et confitebuntur tibi diapsalma
11 Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?
numquid narrabit aliquis in sepulchro misericordiam tuam et veritatem tuam in perditione
12 Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?
numquid cognoscentur in tenebris mirabilia tua et iustitia tua in terra oblivionis
13 Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.
et ego ad te Domine clamavi et mane oratio mea praeveniet te
14 Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?
ut quid Domine repellis orationem meam avertis faciem tuam a me
15 Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;
pauper sum ego et in laboribus a iuventute mea exaltatus autem humiliatus sum et conturbatus
16 din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,
in me transierunt irae tuae et terrores tui conturbaverunt me
17 som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;
circuierunt me sicut aqua tota die circumdederunt me simul
18 Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.
elongasti a me amicum et proximum et notos meos a miseria
