Salme 88
1 (En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraitten Heman.) HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;
Psalmus, Canticum psalmi, in finem, filiis Core, pro Maheleth ad respondendum, intellectus Eman Israelitae. Domine Deus salutis meae: in die clamavi, et nocte coram te.
2 lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!
Intret in conspectu tuo oratio mea: inclina aurem tuam ad precem meam:
Quia repleta est malis anima mea: et vita mea inferno appropinquavit. (Sheol h7585)
4 jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,
Aestimatus sum cum descendentibus in lacum: factus sum sicut homo sine adiutorio,
5 kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.
inter mortuos liber, Sicut vulnerati dormientes in sepulchris, quorum non es memor amplius: et ipsi de manu tua repulsi sunt.
6 Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;
Posuerunt me in lacu inferiori: in tenebrosis, et in umbra mortis.
7 tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. (Sela)
Super me confirmatus est furor tuus: et omnes fluctus tuos induxisti super me.
8 Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,
Longe fecisti notos meos a me: posuerunt me abominationem sibi. Traditus sum, et non egrediebar:
9 mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.
oculi mei languerunt prae inopia. Clamavi ad te Domine tota die: expandi ad te manus meas.
10 Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? (Sela)
Numquid mortuis facies mirabilia: aut medici suscitabunt, et confitebuntur tibi?
11 Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?
Numquid narrabit aliquis in sepulchro misericordiam tuam, et veritatem tuam in perditione?
12 Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?
Numquid cognoscentur in tenebris mirabilia tua: et iustitia tua in terra oblivionis?
13 Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.
Et ego ad te, Domine, clamavi, et mane oratio mea praeveniet te.
14 Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?
Ut quid Domine repellis orationem meam: avertis faciem tuam a me?
15 Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;
Pauper sum ego, et in laboribus a iuventute mea: exaltatus autem, humiliatus sum et conturbatus.
16 din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,
In me transierunt irae tuae: et terrores tui conturbaverunt me.
17 som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;
Circumdederunt me sicut aqua tota die: circumdederunt me simul.
18 Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.
Elongasti a me amicum, et proximum: et notos meos a miseria.
