Salme 88
1 (En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraitten Heman.) HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;
Ra Anumzana naza nehunka nagu'ma nevazina Anumzanimoka, masare'ene haninena Kagri kavuga nunamuna nehue.
2 lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!
Nunamuma nehua nunamu keni'a nentahinka, naza huogu'ma krafagema nehuana antahinaminka naza huo.
Na'ankure nomanizanifina hazenke zamo'a avineteno, navareno fri vahe kuma tava'onte nevie. (Sheol h7585)
4 jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,
Fri'zage'zama matipima ome asenezmantaza vahekna hu'noe. Nagra hanaveni'a omane vahe kna hu'noe.
5 kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.
Zamagra fri vahe amu'nompi natrazage'na, fri' vahe'ma matipima asentegeno'ma maseankna hu'na mase'noe. Ana hugenka Kagra kazana antenka kegava huonante natranke'na haviza hu'noe.
6 Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;
Kagra amefenkame tami'nea kerimofona aro'are, hanintirima hu'nefi natre'nane.
7 tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. (Sela)
Krimpama ahezamo'a narentrako huno urami'ne. Hagerimo'ma hiaza hunka rugnafu knafu hunka naherava he'nane.
8 Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,
Roneni'aramina nagritetira renatitranke'za vu'za e'za nehu'za zamago atenante'naze. Nagra frekani'a omanege'na krifu ahente'na manue.
9 mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.
Knazama eri'na zavi'ma atoazamo'a, navunumo'a navua resuhie. Mago mago knafina Ra Anumzamokama nazama hanankura kantahinegoe. Kasunku'ma hunantenka nazama hanankura kagritega nazana erisga nehue.
10 Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? (Sela)
Kagra kagu'vazana hunka fri'nea vahera aza nehampi? Fri'naza vahe'mo'za fri'nazafintira oti'za zagamera hu'za kagia ahentesga hugahazafi?
11 Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?
Frizage'zama matipima asezmante'naza vahe'mo'za vagaore kavesizanka'agura huamara hugahazafi? Huge keka'ama avaririnka hugahuema hu'nana zama nehana kavukva zankura keonke zamo'ma havizama hu'nefina huama hugahazafi?
12 Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?
Kaguvazama zama hu'nana zantamina hanimpina ke'za antahi'za hugahazafi? Hifi frizage'za vahe'mo'zama zamage'ma akanizmantaza vahe'mo'za fatgo kavukva zankura keaga huge antahigamige hugahazafi?
13 Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.
Hianagi Ra Anumzamoka naza huogu kagritega krafagea nehue. Maka nanterana kagritega nunamuna nehue.
14 Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?
Ra Anumzamoka nahigenka nenatrenka, kavugosa rukrahera hunka kamefira hunenamine?
15 Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;
Osi'ma mani'noregati'ma knazama eri'na e'noa zamo'a, kri eri'na fri'za hue. Kagra nazeri koro'ma hu' zanke hanke'na, rama'a knazampi mani'na oe.
16 din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,
Krimpa ahe'zamo'a ti hageankna huno narefi netegeno, nazeri namanoma vazina zamo'a nazeri haviza nehie.
17 som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;
Nanteranteti'ma agafama huteno tima hageno refite'nanteankna huno korozamo'a narefite'ne.
18 Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.
Ronenine navesimanentoa vahetaminena nagripintira zamavare hana hu'nane. Ana hankeno hanimo'a, nagri arone ase'ne.
