< Salme 88 >
1 (En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraitten Heman.) HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;
Cantique. Psaume des enfants de Coré. — Au maître-chantre; à chanter sur un mode triste. — Hymne d'Héman, l'Ézrahite. Éternel, Dieu de mon salut, Jour et nuit, je crie en ta présence.
2 lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!
Que ma prière parvienne jusqu'à toi; Prête l'oreille à ma supplication!
3 Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær, (Sheol )
Car mon âme est rassasiée de maux, Et ma vie penche vers le Sépulcre. (Sheol )
4 jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,
On me compte parmi ceux qui descendent vers le tombeau; Je suis comme un homme qui a perdu sa force.
5 kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.
Je suis abandonné parmi les morts. Pareil à ceux dont le cadavre est couché dans la tombe. A ceux dont tu ne te souviens plus, Et qui sont exclus de ta protection.
6 Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;
Tu m'as mis au plus profond de la fosse. Dans les ténèbres, dans les abîmes.
7 tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. (Sela)
Ta colère pèse sur moi, Et tu m'accables de tous tes flots. (Pause)
8 Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,
Tu as éloigné de moi ceux qui me connaissent; Tu as fait de moi un objet d'horreur pour eux. Je suis enfermé et ne puis sortir;
9 mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.
Mon oeil dépérit dans la douleur. Je t'invoque, ô Éternel, tous les jours; Je tends les mains vers toi.
10 Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? (Sela)
Est-ce pour les morts que tu fais des miracles? Ou bien, les trépassés se lèvent-ils pour te louer? (Pause)
11 Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?
Annonce-t-on ta bonté dans le tombeau. Et ta fidélité dans l'abîme?
12 Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?
Tes merveilles sont-elles connues dans les ténèbres, Et ta justice dans la terre d'oubli?
13 Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.
Mais moi, ô Éternel, je crie vers toi; Ma prière te prévient dès le matin.
14 Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?
Éternel, pourquoi rejettes-tu mon âme Et me caches-tu ta face?
15 Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;
Je suis misérable, presque mourant depuis ma jeunesse; Sous le poids de ta colère, je suis éperdu.
16 din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,
Les flots de ton courroux passent sur moi; Tes fureurs m'anéantissent:
17 som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;
Elles m'environnent chaque jour comme un fleuve; Elles m'enveloppent toutes à la fois.
18 Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.
Tu as éloigné de moi amis et compagnons; Je n'ai pour compagnie que les ténèbres!