< Salme 88 >
1 (En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraitten Heman.) HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;
Éternel, Dieu de ma délivrance, je crie jour et nuit devant toi.
2 lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!
Que ma prière parvienne en ta présence; incline ton oreille à mon cri.
3 Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær, (Sheol )
Car mon âme est rassasiée de maux, et ma vie touche au séjour des morts. (Sheol )
4 jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,
Je suis compté parmi ceux qui descendent dans la fosse; je suis comme un homme sans vigueur,
5 kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.
Gisant parmi les morts, tel que les blessés à mort, qui sont couchés dans le tombeau, dont tu ne te souviens plus, et qui sont séparés de ta main.
6 Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;
Tu m'as mis dans la fosse la plus basse, dans les lieux ténébreux, dans les abîmes.
7 tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. (Sela)
Ta colère pèse sur moi, et tu m'accables de tous tes flots. (Sélah)
8 Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,
Tu as éloigné de moi ceux que je connais; tu m'as rendu pour eux un objet d'horreur; je suis enfermé et je ne puis sortir.
9 mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.
Mon œil se consume par l'affliction; je t'invoque, ô Éternel, tous les jours; j'étends mes mains vers toi.
10 Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? (Sela)
Feras-tu quelque merveille pour les morts? Ou les trépassés se lèveront-ils pour te louer? (Sélah)
11 Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?
Annoncera-t-on ta bonté dans le tombeau, et ta fidélité dans l'abîme?
12 Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?
Connaîtra-t-on tes merveilles dans les ténèbres, et ta justice dans la terre d'oubli?
13 Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.
Et moi, Éternel, je crie à toi; ma prière te prévient dès le matin.
14 Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?
Éternel, pourquoi rejettes-tu mon âme, et me caches-tu ta face?
15 Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;
Je suis affligé et comme expirant dès ma jeunesse; je suis chargé de tes terreurs, je suis éperdu.
16 din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,
Tes fureurs ont passé sur moi; tes épouvantes me tuent.
17 som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;
Elles m'environnent comme des eaux chaque jour; elles m'enveloppent toutes à la fois.
18 Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.
Tu as éloigné de moi amis et compagnons; ceux que je connais, ce sont les ténèbres.