Salme 88
1 (En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraitten Heman.) HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;
The song of salm, to the sones of Chore, to victorie on Mahalat, for to answere, the lernyng of Heman Ezraite. Lord God of myn helthe; Y criede in dai and nyyt bifore thee.
2 lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!
Mi preier entre bifore thi siyt; bowe doun thin eere to my preier.
For my soule is fillid with yuels; and my lijf neiyede to helle. (Sheol h7585)
4 jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,
I am gessid with hem that goon doun in to the lake; Y am maad as a man with outen help,
5 kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.
and fre among deed men. As men woundid slepinge in sepulcris, of whiche men noon is myndeful aftir; and thei ben put awei fro thin hond.
6 Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;
Thei han put me in the lower lake; in derke places, and in the schadewe of deth.
7 tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. (Sela)
Thi strong veniaunce is confermed on me; and thou hast brouyt in alle thi wawis on me.
8 Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,
Thou hast maad fer fro me my knowun; thei han set me abhomynacioun to hem silf. I am takun, and Y yede not out;
9 mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.
myn iyen weren sijk for pouert. Lord, Y criede to thee; al dai Y spredde abrood myn hondis to thee.
10 Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? (Sela)
Whethir thou schalt do merueils to deed men; ether leechis schulen reise, and thei schulen knouleche to thee?
11 Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?
Whether ony man in sepulcre schal telle thi merci; and thi treuthe in perdicioun?
12 Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?
Whether thi merueilis schulen be knowun in derknessis; and thi riytfulnesse in the lond of foryetyng?
13 Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.
And, Lord, Y criede to thee; and erli my preier schal bifor come to thee.
14 Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?
Lord, whi puttist thou awei my preier; turnest awei thi face fro me?
15 Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;
I am pore, and in traueils fro my yongthe; sotheli Y am enhaunsid, and Y am maad low, and disturblid.
16 din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,
Thi wraththis passiden on me; and thi dredis disturbliden me.
17 som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;
Thei cumpassiden me as watir al dai; thei cumpassiden me togidere.
18 Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.
Thou madist fer fro me a frend and neiybore; and my knowun fro wretchidnesse.
