Salme 81
1 (Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Asaf.) Jubler for Gud, vor Styrke, råb af fryd for Jakobs Gud,
Til songmeisteren, etter Gittit; av Asaf. Syng med fagnad for Gud, vår styrke! Ropa med gleda for Jakobs Gud!
2 istem Lovsang, lad Pauken lyde, den liflige Citer og Harpen;
Set i med song, og lat trumma høyrast, den væne cither med harpa!
3 stød i Hornet på Nymånedagen, ved Fuldmåneskin på vor Højtidsdag!
Blås i lur ved nymåne, ved fullmåne på vår høgtidsdag!
4 Thi det er Lov i Israel, et Bud fra Jakobs Gud;
For det er ei lov for Israel, ein rett for Jakobs Gud.
5 han gjorde det til en Vedtægt i Josef, da han drog ud fra Ægypten, hvor han hørte et Sprog, han ikke kendte.
Han sette det til eit vitnemål i Josef då han drog ut gjenom Egyptarland. - Eit mål som eg ikkje kjende, høyrde eg:
6 "Jeg fried hans Skulder for Byrden, hans Hænder slap fri for Kurven.
«Eg løyste hans oksl frå byrdi, hans hender vart frie frå berekorgi.
7 I Nøden råbte du, og jeg frelste dig, jeg svarede dig i Tordenens Skjul, jeg prøvede dig ved Meribas Vande. (Sela)
I trengsla ropa du, og eg fria deg ut, eg svara deg, løynd i toresky, eg prøvde deg ved Meribavatni. (Sela)
8 Hør, mit Folk, jeg vil vidne for dig, Israel, ak, om du hørte mig!
Høyr, mitt folk, so vil eg vitna for deg! Israel, gjev du vilde høyra på meg!
9 En fremmed Gud må ej findes hos dig, tilbed ikke andres Gud!
Det skal ikkje finnast nokon annan gud hjå deg, og du skal ikkje tilbeda ein framand gud.
10 Jeg, HERREN, jeg er din Gud! som førte dig op fra Ægypten; luk din Mund vidt op, og jeg vil fylde den!
Eg er Herren, din Gud, som førde deg upp frå Egyptarland, lat munnen vidt upp, at eg kann fylla honom!
11 Men mit Folk vilde ikke høre min Røst, Israel lød mig ikke.
Men folket mitt høyrde ikkje på mi røyst, og Israel vilde ikkje lyda meg.
12 Da lod jeg dem fare i deres Stivsind, de vandrede efter deres egne Råd.
So let eg deim fara med sitt harde hjarta, at dei kunde ganga i sine eigne råder.
13 Ak, vilde mit Folk dog høre mig, Israel gå mine Veje!
Gjev mitt folk vilde høyra på meg, gjev Israel vilde vandra på mine vegar!
14 Da kued jeg snart deres Fjender, vendte min Hånd mod deres Uvenner!
Snart skulde eg då bøygja deira fiendar, eg skulde venda mi hand imot deira motstandarar.
15 Deres Avindsmænd skulde falde og gå til Grunde for evigt;
Dei som hatar Herren, skulde høla honom, og deira tid skulde vara æveleg.
16 jeg nærede dig med Hvedens Fedme, mættede dig med Honning fra Klippen!"
Og eg skulde føda honom med den beste kveite, og frå berget skulde eg metta deg med honning.»
