Salme 81

1 (Til Sangmesteren. Al-haggittit. Af Asaf.) Jubler for Gud, vor Styrke, råb af fryd for Jakobs Gud,

In finem, pro torcularibus. Psalmus ipsi Asaph. Exsultate Deo adjutori nostro; jubilate Deo Jacob.

2 istem Lovsang, lad Pauken lyde, den liflige Citer og Harpen;

Sumite psalmum, et date tympanum; psalterium jucundum cum cithara.

3 stød i Hornet på Nymånedagen, ved Fuldmåneskin på vor Højtidsdag!

Buccinate in neomenia tuba, in insigni die solemnitatis vestræ:

4 Thi det er Lov i Israel, et Bud fra Jakobs Gud;

quia præceptum in Israël est, et judicium Deo Jacob.

5 han gjorde det til en Vedtægt i Josef, da han drog ud fra Ægypten, hvor han hørte et Sprog, han ikke kendte.

Testimonium in Joseph posuit illud, cum exiret de terra Ægypti; linguam quam non noverat, audivit.

6 "Jeg fried hans Skulder for Byrden, hans Hænder slap fri for Kurven.

Divertit ab oneribus dorsum ejus; manus ejus in cophino servierunt.

7 I Nøden råbte du, og jeg frelste dig, jeg svarede dig i Tordenens Skjul, jeg prøvede dig ved Meribas Vande. (Sela)

In tribulatione invocasti me, et liberavi te. Exaudivi te in abscondito tempestatis; probavi te apud aquam contradictionis.

8 Hør, mit Folk, jeg vil vidne for dig, Israel, ak, om du hørte mig!

Audi, populus meus, et contestabor te. Israël, si audieris me,

9 En fremmed Gud må ej findes hos dig, tilbed ikke andres Gud!

non erit in te deus recens, neque adorabis deum alienum.

10 Jeg, HERREN, jeg er din Gud! som førte dig op fra Ægypten; luk din Mund vidt op, og jeg vil fylde den!

Ego enim sum Dominus Deus tuus, qui eduxi te de terra Ægypti. Dilata os tuum, et implebo illud.

11 Men mit Folk vilde ikke høre min Røst, Israel lød mig ikke.

Et non audivit populus meus vocem meam, et Israël non intendit mihi.

12 Da lod jeg dem fare i deres Stivsind, de vandrede efter deres egne Råd.

Et dimisi eos secundum desideria cordis eorum; ibunt in adinventionibus suis.

13 Ak, vilde mit Folk dog høre mig, Israel gå mine Veje!

Si populus meus audisset me, Israël si in viis meis ambulasset,

14 Da kued jeg snart deres Fjender, vendte min Hånd mod deres Uvenner!

pro nihilo forsitan inimicos eorum humiliassem, et super tribulantes eos misissem manum meam.

15 Deres Avindsmænd skulde falde og gå til Grunde for evigt;

Inimici Domini mentiti sunt ei, et erit tempus eorum in sæcula.

16 jeg nærede dig med Hvedens Fedme, mættede dig med Honning fra Klippen!"

Et cibavit eos ex adipe frumenti, et de petra melle saturavit eos.