< Salme 78 >

1 (En Maskil af Asaf.) Lyt, mit folk til min lære, bøj eders øre til ord fra min Mund;
Eine Betrachtung Asafs. / Vernimm, mein Volk, meine Lehre, / Neigt euer Ohr meines Mundes Reden!
2 jeg vil åbne min Mund med Billedtale, fremsætte Gåder fra fordums Tid,
Meinen Mund will ich öffnen zu Sprüchen, / Will aus der Vorzeit Rätsel verkünden.
3 hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;
Was wir gehört und erfahren, / Was uns unsre Väter erzählt:
4 vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENs Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.
Wollen wir unsern Kindern nicht verhehlen, / Indem wir der Nachwelt erzählen / Jahwes Ruhmestaten und Macht / Und seine Wunder, die er getan.
5 Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,
Er stellte ein Zeugnis in Jakob auf / Und gab ein Gesetz in Israel. / Unsern Vätern befahl er's an, / Daß sie ihre Kinder es lehrten.
6 at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, stå frem og fortælle deres Børn derom,
Denn die Nachkommen sollen es kennenlernen: / Kinder, die noch sollen geboren werden, / Die sollen auch selbst auftreten / Und ihren Kindern davon erzählen,
7 så de slår deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,
Damit sie auf Gott ihr Vertrauen setzen, / Nicht vergessen der Taten Gottes / Und seine Gebote halten.
8 ej slægter Fædrene på, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Ånd var utro mod Gud
Denn sie sollen nicht werden wie ihre Väter, / Ein störrig, widerspenstig Geschlecht, / Ein Geschlecht mit schwankendem Sinn, / Das nicht treu hielt an seinem Gott.
9 - Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted på Stridens Dag -
Efraims Söhne, gerüstete Bogenschützen, / Kehrten um am Tage der Schlacht.
10 Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;
Sie hielten nicht den Bund Elohims / Und wollten nicht wandeln nach seinem Gesetz.
11 hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.
Sie vergaßen seiner großen Taten, / Seiner Wunder, die sie geschaut.
12 Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten på Zoans Mark;
Vor ihren Vätern hatte er Wunder getan / In Ägyptenland, in Zoans Gefild.
13 han kløvede Havet og førte dem over, lod Vandet stå som en Vold;
Er teilte das Meer und führte sie durch / Und türmte die Wasser wie einen Damm.
14 han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;
Er leitete sie durch die Wolke bei Tag / Und die ganze Nacht mit feurigem Licht.
15 han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,
Er spaltete Felsen in der Wüste / Und tränkte sie reich mit Meeresflut.
16 han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.
Er brachte Bäche hervor aus dem Fels, / Ließ Wasser wie Ströme fließen.
17 Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;
Doch sündigten sie weiter gegen ihn, / Widerstrebten dem Höchsten im dürren Lande.
18 de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,
In ihrem Herzen versuchten sie Gott / Und forderten Speise für ihr Gelüst.
19 de talte mod Gud og sagde: "Kan Gud dække Bord i en Ørken?
Sie redeten so wider Elohim: / Kann Gott einen Tisch in der Wüste decken?
20 Se, Klippen slog han, så Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han også kan give Brød og skaffe kød til sit Folk?"
Er hat wohl den Fels geschlagen, daß Wasser floß / Und Bäche ergiebig strömten: / Doch vermag er auch Brot zu geben / Oder Fleisch zu verschaffen seinem Volk?"
21 Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,
Als Jahwe das hörte, ergrimmte er, / Und Feuer entbrannte in Jakob, / Auch Zorn stieg auf wider Israel.
22 fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans Frelse.
Denn sie glaubten nicht an Elohim, / Auf seine Hilfe vertrauten sie nicht.
23 Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre åbne
Dennoch gebot er den Wolken droben, / Und des Himmels Türen öffnete er:
24 og Manna regne på dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;
Er ließ Man auf sie regnen zur Speise / Und gab ihnen Himmelsbrot.
25 Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.
Engelspeise aßen sie alle, / Zehrung sandte er ihnen in Fülle.
26 Han rejste Østenvinden på Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;
Er ließ den Ostwind am Himmel wehn, / Führte durch seine Macht den Südwind herbei.
27 Kød lod han regne på dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,
Er ließ Fleisch auf sie regnen wie Staub / Und beschwingte Vögel wie Sand am Meer.
28 lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;
In ihr Lager ließ er sie fallen, / Rings um ihre Gezelte her.
29 Og de spiste sig overmætte, hvad de ønskede, lod han dem få.
Da aßen sie, wurden übersatt / Und ihr Gelüst befriedigte er.
30 Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund,
Aber noch war ihre Lust nicht gestillt, / Noch war die Speise in ihrem Mund:
31 rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.
Da stieg Elohims Zorn wider sie auf — / Er streckte ihre Starken zu Boden, / Schlug nieder die Jünglinge Israels.
32 Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans Undere.
Trotz alledem sündigten sie aber fort / Und glaubten an seine Wunder nicht.
33 Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres År.
Drum ließ er ihre Tage schwinden in Nichts / Und ihre Jahre in jäher Hast.
34 Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,
Wenn er sie tötete, suchten sie ihn, / Kehrten um und fragten nach Gott,
35 kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.
Gedachten, wie Elohim ihr Fels / Und Gott der Höchste ihr Retter sei.
36 De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;
Doch heuchelten sie ihm mit ihrem Mund, / Mit ihrer Zunge logen sie ihm.
37 deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.
Ihr Herz war ihm nicht treu, / Sie hielten nicht fest an seinem Bund.
38 Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;
Doch er war barmherzig, vergab die Schuld / Und vertilgte sie nicht. / Oft hielt er seinen Zorn zurück, / Ließ nicht seinen ganzen Grimm ergehn,
39 han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.
Sondern dachte daran: sie sind nur Fleisch, / Ein Hauch, der vergeht und nicht wiederkehrt.
40 Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!
Wie oft widerstrebten sie ihm in der Wüste, / Betrübten sie ihn in der Öde!
41 De fristede alter Gud, de krænkede Israels Hellige;
Immer wieder versuchten sie Gott, / Den Heiligen Israels kränkten sie.
42 hans Hånd kom de ikke i Hu, de Dag han friede dem fra Fjenden,
Sie gedachten nicht seiner Hand, / Auch nicht des Tages, da er sie erlöste von ihrem Dränger:
43 da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere på Zoans Mark,
Als er in Ägypten Zeichen tat, / Seine Wunder in Zoans Gefild.
44 forvandlede deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af Strømmene,
Er wandelte ihre Ströme in Blut, / Daß sie ihr Wasser nicht trinken konnten.
45 sendte Myg imod dem, som åd dem, og Frøer, som lagde dem øde,
Er sandte ihnen Bremsen, die sie fraßen, / Und Frösche, die sie verderbten.
46 gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,
Er gab ihr Gewächs den Nagern preis, / Den Heuschrecken ihrer Felder Ertrag.
47 slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,
Ihre Weinstöcke schlug er mit Hagel, / Ihre Maulbeerbäume mit Schlossen.
48 prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.
Dem Hagel lieferte er aus ihr Vieh / Und ihre Herden den Blitzen.
49 Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;
Er sandte gegen sie seines Zornes Glut / Mit Ingrimm, Wüten und Angst: / Eine Schar verderbender Engel.
50 frit Løb gav han sin Vrede, skånede dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;
Er ließ seinem Zorne freien Lauf, / Bewahrte sie nicht vor dem Tode, / Sondern gab der Pest ihr Leben preis.
51 alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte,
Er schlug alle Erstgeburt in Ägypten, / Die erste Manneskraft in Hams Gezelt.
52 lod sit Folk bryde op som en Hjord, ledede dem som Kvæg i Ørkenen,
Sein Volk aber ließ er wie Schafe ziehn / Und leitete sie in der Wüste wie eine Herde.
53 ledede dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;
Er führte sie sicher, daß sie nicht zagten; / Ihre Feinde aber bedeckte das Meer.
54 han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,
Er brachte sie in sein heilig Gebiet, / Auf den Berg, den seine Rechte erworben.
55 drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.
Völker trieb er vor ihnen aus, / Gab ihnen ihr Land zum Erbbesitz, / Und in ihren Zelten ließ er Israels Stämme wohnen.
56 Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;
Doch sie versuchten und reizten Elohim den Höchsten, / Und seine Gebote hielten sie nicht.
57 de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,
Sondern wie ihre Väter wichen sie treulos ab, / Versagten wie ein trüglicher Bogen.
58 de krænkede ham med deres Offerhøje, æggede ham med deres Gudebilleder.
Sie erzürnten ihn durch ihre Höhn, / Durch ihre Bilder reizten sie ihn.
59 Det hørte Gud og blev vred følte højlig Lede ved Israel;
Das hörte Elohim und zürnte: / Er verwarf Israel ganz und gar.
60 han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;
Er verließ die Wohnung in Silo, / Das Zelt, das er unter Menschen errichtet.
61 han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehånd,
Er ließ seine Macht gefangennehmen / Und gab seinen Ruhm in des Feindes Hand.
62 prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod;
Er gab sein Volk dem Schwerte preis, / Und über sein Erbe zürnte er.
63 Ild fortærede dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,
Ihre Jünglinge fraß das Feuer, / Ihren Jungfraun ward kein Hochzeitslied.
64 dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.
Ihre Priester fielen durchs Schwert, / Und ihre Witwen weinten nicht.
65 Da vågnede Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;
Da erwachte Adonái wie vom Schlaf, / Wie ein Held, dessen Mut der Wein gestärkt.
66 han slog sine Fjender på Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.
Er schlug seine Feinde zurück, / Tat ihnen ewige Schande an.
67 Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;
Josefs Zelt verwarf er zwar, / Und Efraims Stamm erwählte er nicht.
68 han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;
Sondern Judas Stamm erkor er, / Den Zionsberg, den er liebgewonnen.
69 han byggede sit Tempel himmelhøjt, grundfæstede det evigt som Jorden.
Er baute hochragend sein Heiligtum, / Wie die Erde, die er auf ewig gegründet.
70 Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Fårenes Folde,
Er erwählte sich David, seinen Knecht, / Nahm ihn von den Hürden der Schafe.
71 hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;
Von den säugenden Schafen holte er ihn, / Daß er weide Jakob, sein Volk, / Und sein Erbteil Israel.
72 han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Hånd.
Er weidete sie auch mit lauterm Sinn / Und führte sie klug mit seiner Hand.

< Salme 78 >