< Salme 77 >
1 (Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.) Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig,
Al Vencedor: para Jedutún: Salmo de Asaf. Con mi voz clamé a Dios, a Dios clamé, y él me escuchó.
2 jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;
Al Señor busqué en el día de mi angustia; mi llaga desangraba de noche y no cesaba; mi alma no quería consuelo.
3 jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. (Sela)
Me acordaba de Dios, y gritaba; me quejaba, y desmayaba mi espíritu. (Selah)
4 Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs.
Tenías los párpados de mis ojos abiertos; estaba yo quebrantado, y no hablaba.
5 Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År;
Consideraba los días desde el principio, los años de los siglos.
6 jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd.
Me acordaba de mis canciones de noche; meditaba con mi corazón, y mi espíritu inquiría.
7 Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde,
¿Desechará el Señor para siempre, y no volverá más a amar?
8 er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,
¿Se ha acabado para siempre su misericordia? ¿Se ha acabado la palabra suya para generación y generación?
9 har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? (Sela)
¿Ha olvidado Dios el tener misericordia? ¿Ha encerrado con ira sus misericordias? (Selah)
10 Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før.
Y dije: Enfermedad mía es ésta; me acordaré de los años de la diestra del Altísimo,
11 Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.
me acordaba de las obras de JAH; por tanto me acordé de tus maravillas antiguas.
12 Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker.
Y meditaba en todas tus obras, y hablaba de tus hechos.
13 Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud!
Oh Dios, en santidad es tu camino: ¿Qué Dios grande como el Dios nuestro?
14 Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,
Tú eres el Dios que hace maravillas; tú hiciste notoria en los pueblos tu fortaleza.
15 udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. (Sela)
Con tu brazo redimiste a tu pueblo, a los hijos de Jacob y de José. (Selah)
16 Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;
Te vieron las aguas, oh Dios; te vieron las aguas, temieron; y temblaron los abismos.
17 Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did;
Las nubes echaron inundaciones de aguas; tronaron los cielos, y discurrieron tus rayos.
18 din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;
Anduvo en derredor el sonido de tus truenos; los relámpagos alumbraron el mundo; la tierra se estremeció y tembló.
19 din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke.
En el mar fue tu camino, y tus sendas en las muchas aguas; y tus pisadas no fueron conocidas.
20 Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd.
Condujiste a tu pueblo como ovejas, por mano de Moisés y de Aarón.