< Salme 77 >

1 (Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.) Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig,
Načelniku godbe, naslednikov Idutunskih; psalm Asafov. Glas moj gre do Boga, ko zavpijem; glas moj do Boga, da nagne uho k meni.
2 jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;
Ob času stiske svoje iščem Gospoda; roka moja je ponoči polita neprestano, duša moja se brani pripustiti tolažbo.
3 jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. (Sela)
Spominjam se Boga, ko trepetam in stokam; premišljam, ko duh moj omaguje presilno.
4 Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs.
Ko mi ne daš zatisniti očî, zbegan sem, tako da povedati ne morem.
5 Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År;
Čase premišljujem starodavne, prejšnjih vekov leta.
6 jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd.
Spominjam se godbe svoje ponočnje; v srci svojem premišljam, in duh moj preiskuje govoreč:
7 Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde,
Ali bi vekomaj zametal Gospod; ali ne bode dalje dobrovoljen?
8 er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,
Ali bi vekomaj opešala milost njegova; konec bilo govora od roda do roda?
9 har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? (Sela)
Ali bi bil pozabil Bog mogočni deliti milost; ali bi zapiral v jezi usmiljenje svoje?
10 Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før.
Slednjič pravim: To me slabi, ko se je izpremenila Najvišjega desnica.
11 Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.
Spominjal so bodem dejanj Gospodovih; dà, spominjal se bodem od starodavnosti vseh čudežev tvojih.
12 Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker.
In premišljal bodem vsakatero délo tvoje; o dejanjih tvojih bodem pripovedoval:
13 Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud!
O Bog, v svetosti je steza tvoja, kdo je Bog mogočni kakor Bog?
14 Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,
Ti, o Bog mogočni, čudoviti, pokazal si moč svojo na narodih.
15 udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. (Sela)
Rešil si z roko ljudstvo svoje, sinove Jakobove, tudi Jožefa.
16 Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;
Videle so te vode, Bog, videle so te vode in se tresle, dà, potresla so se brezna.
17 Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did;
Izlili so oblaki vode, glas so zagnali gornji oblaki; priletele so tudi pušice tvoje.
18 din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;
Bobnel je grom tvoj v tistem krogu, razsvetljali so bliski vesoljni svet; potresla se je zemlja in trepetala.
19 din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke.
Skozi morje pot tvoja, in steza tvoja skozi prostorne vode, kjer sledovi tvoji niso znani,
20 Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd.
Vodil si kakor čedo ljudstvo svoje, po Mojzu in Aronu.

< Salme 77 >