Salme 77

1 (Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.) Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig,

I KIN likwirki nil ai on Kot, on Kot, me i pan likwir on, o i me kotin mani ia.

2 jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;

Ni ai anjau apwal, i kin rapaki leowa; ni pon pa i kin u wei o jota kin dukedi, pwe wen I jota kak injenemaula.

3 jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. (Sela)

Ni ai tamanda Kot, i kin ajenokida, ni ai madamadaua, nen i kin luetala.

4 Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs.

Kom kin kotin kolekol por en maj ai, pwe ira en papat; nai inen en luet, jolar itar on lokaia.

5 Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År;

I kin lamelame duen ran en maj akan, duen par akan me jamalar.

6 jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd.

Ni pon i kin lamelame duen ai kajan arp, o monion i kin madamadaua; nen i kin raparapaki.

7 Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde,

Kalelapok, leowa pan kotin onion kokolata, o a jota pan kotin maki on?

8 er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,

A kalanan rojelar melel, o a inau imwijokalar kokolata?

9 har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? (Sela)

Kot kotin malielar a mak on kit, o a karirikilar onion a kalanan?

10 Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før.

Ari jo, i indadar: Mepukat me mau on ia; pali maun en lim en me Lapalap pan kak dorela meakaroj.

11 Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.

I me i kin taman kida wiawian leowa; melel i kin tamanda omui manaman akan jan maj o,

12 Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker.

O madamadaua duen omui wiawia kan karoj, o kilekilan duen omui dodok.

13 Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud!

Main Kot, al omui me pun. Ia waja amen Kot manaman mia dueta Kaun o?

14 Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,

Komui ta Kot me kin wia manaman akan. Komui kotin kajanjaledar omui manaman nan pun en wei kan.

15 udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. (Sela)

Komui kotin dore kila japwilim omui kan omui manaman, iei jeri en Iakop o Iojep akan.

16 Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;

Pil akan ariri komui, Main Kot, pil akan ariri komui, rap majapwekadar, o waja lol rererdar.

17 Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did;

Tapok kalaimun akan kamoredier pil, tapok kan wiadar nanjapwe, o liol piripir jili.

18 din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;

Nanjapwe wiauier nanlan; japwilim omui liol akan kamaraini jappa; jappa mokieda o rerer.

19 din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke.

Al omui mi nan madau, al omui tatik nan pil kalaimun akan, o jota me kaan aluwilu omui.

20 Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd.

Kom kotin kalua japwilim omui kan dueta pwin eu ren Mojej o Aron.