Salme 77

1 (Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.) Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig,

I KIN likwirki ngil ai ong Kot, ong Kot, me i pan likwir ong, o i me kotin mangi ia.

2 jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;

Ni ai ansau apwal, i kin rapaki Ieowa; ni pong pa i kin u wei o sota kin dukedi, pwe ngen i sota kak insenemaula.

3 jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. (Sela)

Ni ai tamanda Kot, i kin asengokida, ni ai madamadaua, ngen i kin luetala. (Sela)

4 Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs.

Kom kin kotin kolekol por en mas ai, pwe ira en papat; ngai inen en luet, solar itar ong lokaia.

5 Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År;

I kin lamelame duen ran en mas akan, duen par akan me samalar.

6 jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd.

Ni pong i kin lamelame duen ai kasang arp, o mongiong i kin madamadaua; ngen i kin raparapaki.

7 Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde,

Kalelapok, Ieowa pan kotin ongiong kokolata, o a sota pan kotin maki ong?

8 er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,

A kalangan roselar melel, o a inau imwisokalar kokolata?

9 har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? (Sela)

Kot kotin malielar a mak ong kit, o a karirikilar ongiong a kalangan? (Sela)

10 Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før.

Ari so, i indadar: Mepukat me mau ong ia; pali maun en lim en me Lapalap pan kak dorela meakaros.

11 Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.

I me i kin taman kida wiawian Ieowa; melel i kin tamanda omui manaman akan sang mas o,

12 Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker.

O madamadaua duen omui wiawia kan karos, o kilekilang duen omui dodok.

13 Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud!

Maing Kot, al omui me pung. Ia wasa amen Kot manaman mia dueta Kaun o?

14 Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,

Komui ta Kot me kin wia manaman akan. Komui kotin kasansaledar omui manaman nan pung en wei kan.

15 udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. (Sela)

Komui kotin dore kila sapwilim omui kan omui manaman, iei seri en Iakop o Iosep akan. (Sela)

16 Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;

Pil akan ariri komui, Maing Kot, pil akan ariri komui, rap masapwekadar, o wasa lol rererdar.

17 Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did;

Tapok kalaimun akan kamoredier pil, tapok kan wiadar nansapwe, o liol piripir sili.

18 din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;

Nansapwe wiauier nanlang; sapwilim omui liol akan kamaraini sappa; sappa mokieda o rerer.

19 din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke.

Al omui mi nan madau, al omui tätik nan pil kalaimun akan, o sota me kaan aluwilu omui.

20 Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd.

Kom kotin kalua sapwilim omui kan dueta pwin eu ren Moses o Aron.