Salme 77

1 (Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.) Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig,

Thaburi ya Asafu Ndakaĩire Ngai andeithie; ndakaĩire Ngai nĩguo anjigue.

2 jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;

Rĩrĩa ndaarĩ mĩnyamaro-inĩ, nĩ Mwathani ndarongoririe; ũtukũ ndamwambararĩirie moko itekũnoga, no muoyo wakwa ũkĩrega kũhoorerio.

3 jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. (Sela)

Wee Ngai, ndakũririkanire ngĩcaaya; ndataranirie maũndũ, naguo roho wakwa ũkĩringĩka.

4 Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs.

Wee watũmire njũrwo nĩ toro, ngĩthĩĩnĩka mũno, ngĩremwo nĩ kwaria.

5 Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År;

Ndeciiririe ũhoro wa matukũ ma tene, ngĩririkana mĩaka o ĩrĩa yarĩ ya tene;

6 jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd.

ngĩkĩĩririkania ũrĩa ndainaga ũtukũ, ngoro yakwa ĩgĩtarania maũndũ, naguo roho wakwa ũkĩyũũria atĩrĩ:

7 Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde,

“Mwathani egũtũũra atũregete nginya tene? Ndarĩ hĩndĩ agacooka gũtũkenera?

8 er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,

Wendo wake ũtathiraga-rĩ, nĩkũbuĩria ũbuĩrĩtie nginya tene? Kĩĩranĩro gĩake gĩgũtũũra gĩtahingĩte nginya tene?

9 har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? (Sela)

Kaĩ Mũrungu ariganĩirwo nĩkũiguanĩra tha? Kaĩ marakara make matũmĩte atige gũtugana?”

10 Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før.

Ngĩcooka ngĩĩciiria atĩrĩ, “Ũndũ ũyũ nĩguo ngwĩtiiria naguo: kũririkana mĩaka ya guoko kwa ũrĩo kwa Ũrĩa-ũrĩ-Igũrũ-Mũno.”

11 Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.

Nĩngũririkana ciĩko cia Jehova; ĩĩ nĩguo, nĩngũririkana ciama ciaku cia tene.

12 Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker.

Ndĩrĩtaranagia mawĩra maku mothe, na ngecũũrania ũhoro wa ciĩko ciaku cia hinya.

13 Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud!

Njĩra ciaku, Wee Ngai, nĩ theru. Nĩ ngai ĩrĩkũ nene ta Ngai witũ?

14 Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,

Wee nĩwe Mũrungu ũrĩa ũringaga ciama; wonanagia ũhoti waku kũrĩ ndũrĩrĩ.

15 udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. (Sela)

Nĩwakũũrire andũ aku na guoko gwaku kwa hinya, o acio njiaro cia Jakubu na Jusufu.

16 Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;

Maaĩ nĩmakuonire, Wee Ngai, maaĩ macio maakuonire makĩigua guoya, nakuo kũrĩa kũriku mũno gũkĩĩnyogonda.

17 Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did;

Matu mooiririe mbura, nacio ngwa ikĩruruma igũrũ guothe; heni ciahenũkire ikĩrathũka mĩena yothe

18 din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;

Ngwa yaku yaiguĩkanire kĩhuhũkanio-inĩ, rũheni rwaku rũkĩmũrĩka thĩ yothe, nayo thĩ ĩkĩinaina na ĩgĩthingitha.

19 din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke.

Njĩra yaku yatuĩkanĩirie iria-inĩ, njĩra yaku ĩgĩtuĩkanĩria maaĩ-inĩ maingĩ, o na gũtuĩka makinya maku mationekire.

20 Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd.

Watongoririe andũ aku o ta ũrĩa mũrĩithi atongoragia rũũru, ũkĩmatongoria na guoko kwa Musa na kwa Harũni.