Salme 74
1 (En maskil af Asaf.) Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?
Zabbuli ya Asafu. Ayi Katonda, lwaki otusuulidde ddala ennaku zonna? Obusungu bwo lwaki bunyookera ku ndiga z’omu ddundiro lyo?
2 Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.
Ojjukire abantu bo be wagula edda; ekika kye wanunula okuba ababo. Ojjukire olusozi Sayuuni gye wabeeranga.
3 Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.
Tambulatambulako mu bifo by’ekibuga olabe bwe byonooneddwa! Olabe omulabe nga bw’azikirizza ennyumba yo.
4 Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.
Abalabe bo baleekaanira mu kifo kyo gye twakuŋŋaaniranga; ne bagenda nga bakiramba n’ebendera zaabwe.
5 Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.
Beeyisa ng’abantu ababagalidde embazzi abatema emiti mu kibira.
6 Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.
Batemyetemye n’embazzi ebintu ebyole, era ne babissessebbula n’obubazzi.
7 På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.
Bookezza awatukuvu wo; ne bafaafaaganya ekifo kyo eky’Erinnya lyo.
8 De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.
Baateesa nga bagamba nti, “Tujja kubazikiririza ddala!” Baayokya dda amasinzizo ga Katonda gonna agali mu nsi eno.
9 Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.
Tetukyalaba ku bubonero bwo; ne bannabbi tewakyali n’omu. So tewali n’omu mu ffe ategeera ebyo lwe birikoma.
10 Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn?
Ayi Katonda, omulabe alituusa ddi ng’akuduulira? Omulabe anavvoolanga erinnya lyo ennaku zonna? Bazikirize.
11 Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?
Lwaki totuyambye n’omukono gwo ogwa ddyo? Kiki ekikukuumisa omukono gwo ogwa ddyo mu kifuba kyo?
12 Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.
Naye ggwe, Ayi Katonda, oli Kabaka wange wa dda; gw’oleeta obulokozi mu nsi.
13 Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved;
Ggwe wayawula mu mazzi g’ennyanja; omulabe n’omuzikiririza mu mazzi.
14 du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;
Wamenyaamenya emitwe gya lukwata ogunene; n’oguwaayo okuba ekyokulya eri ebitonde eby’omu ddungu.
15 Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;
Ggwe wazibukula ensulo n’emyala; ate n’okaza n’emigga egyakulukutanga bulijjo.
16 din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,
Obudde bw’emisana bubwo, n’ekiro kikyo; ggwe wakola omwezi n’enjuba.
17 du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.
Ggwe wateekawo ensalo z’ensi; ggwe wakola ebiro eby’ekyeya n’eby’obutiti.
18 Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!
Jjukira ebyo, Ayi Katonda, olabe okuduula kw’omulabe, n’abantu abasirusiru nga bwe banyoomodde erinnya lyo.
19 Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;
Ayi Katonda, towaayo mwoyo gwa jjiba lyo eri ensolo enkambwe; so teweerabiriranga ddala bulamu bw’abantu bo ababonyaabonyezebwa.
20 se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.
Ojjukire endagaano yo; kubanga ensi ejjudde ekizikiza n’abantu abakambwe.
21 Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!
Tokkiriza abo abajoogebwa okuwangulwa; era leka abaavu n’abeetaaga batenderezenga erinnya lyo ennaku zonna.
22 Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer,
Yimuka, Ayi Katonda, osalire abalabe baffe omusango. Jjukira abo abatakussaamu kitiibwa, nga bwe bakuduulira obudde okuziba.
23 lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!
Tonyooma luyoogaano lw’abalabe bo, n’okuleekaana okwa buli kiseera.
