Salme 74
1 (En maskil af Asaf.) Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?
Eine Unterweisung Assaphs. Gott, warum verstößest du uns so gar und bist so grimmig zornig über die Schafe deiner Weide?
2 Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.
Gedenk an deine Gemeine, die du vor alters erworben und dir zum Erbteil erlöset hast, an den Berg Zion, da du auf wohnest.
3 Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.
Tritt auf sie mit Füßen und stoße sie gar zu Boden. Der Feind hat alles verderbet im Heiligtum.
4 Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.
Deine Widerwärtigen brüllen in deinen Häusern und setzen ihre Götzen drein.
5 Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.
Man siehet die Äxte oben her blicken, wie man in einen Wald hauet,
6 Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.
und zerhauen alle seine Tafelwerke mit Beil und Barten.
7 På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.
Sie verbrennen dein Heiligtum, sie entweihen die Wohnung deines Namens zu Boden.
8 De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.
Sie sprechen in ihrem Herzen: Laßt uns sie plündern! Sie verbrennen alle Häuser Gottes im Lande.
9 Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.
Unsere Zeichen sehen wir nicht, und kein Prophet predigt mehr, und kein Lehrer lehret uns mehr.
10 Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn?
Ach, Gott, wie lange soll der Widerwärtige schmähen und der Feind deinen Namen so gar verlästern?
11 Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?
Warum wendest du deine Hand ab und deine Rechte von deinem Schoß so gar?
12 Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.
Aber Gott ist mein König von alters her, der alle Hilfe tut, so auf Erden geschieht.
13 Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved;
Du zertrennest das Meer durch deine Kraft und zerbrichst die Köpfe der Drachen im Wasser.
14 du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;
Du zerschlägst die Köpfe der Walfische und gibst sie zur Speise dem Volk in der Einöde.
15 Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;
Du lässest quellen Brunnen und Bäche; du lässest versiegen starke Ströme.
16 din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,
Tag und Nacht ist dein; du machest, daß beide Sonn und Gestirn ihren gewissen Lauf haben.
17 du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.
Du setzest einem jeglichen Lande seine Grenze; Sommer und Winter machest du.
18 Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!
So gedenke doch des, daß der Feind den HERRN schmähet, und ein töricht Volk lästert deinen Namen.
19 Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;
Du wollest nicht dem Tier geben die Seele deiner Turteltaube und deiner elenden Tiere nicht so gar vergessen.
20 se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.
Gedenk an den Bund; denn das Land ist allenthalben jämmerlich verheeret, und die Häuser sind zerrissen.
21 Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!
Laß den Geringen nicht mit Schanden davongehen, denn die Armen und Elenden rühmen deinen Namen.
22 Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer,
Mache dich auf, Gott, und führe aus deine Sache; gedenk an die Schmach, die dir täglich von den Toren widerfähret.
23 lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!
Vergiß nicht des Geschreies deiner Feinde; das Toben deiner Widerwärtigen wird je länger je größer.
