Salme 74
1 (En maskil af Asaf.) Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?
Kathutkung: Asaph Oe Cathut bangkongmaw na pahnawt vaw. Bangkongmaw na saring a pânae koe e na tuhunaw taranlahoi na lungkhueknae hmaikhu a pâyam rah bo vaw.
2 Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.
Kamkhueng e tamimaya, yampa na ran e, râw lah na pang e miphun, na ratang e naw heh pahnim hanh.
3 Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.
Raphoe tangcoung e hmuen koe tho haw. Hmuen kathoung dawk e hno pueng hah taran ni koung a raphoe toe.
4 Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.
Na taminaw a kamkhuengnae hmuen koe, na tarannaw teh a hramki awh teh, mitnoutnaw hah a vo awh.
5 Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.
Ratu thing ka tâtueng hane patetlah, cakânaw teh a palik awh.
6 Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.
Dongdengca dawk bawkim hnonaw hah amamae cakâ, cakkinnaw hoi a raphoe awh.
7 På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.
Thoungnae hmuen hah hmai a sawi awh teh, na min onae hmuen hah a khin sak awh toe.
8 De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.
Koung raphoe awh sei ati awh teh, ram thung e Cathut bawknae hmuen pueng hah hmai koung a sawi awh.
9 Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.
Kaimouh teh mae mitnoutnae ka hmawt awh hoeh toe. Profet hai awm hoeh toe. Bangkong han nama aw, telah kapanuekkung kaimouh koe awm hoeh toe.
10 Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn?
Oe Cathut, bangkongmaw na tarannaw ni na pathoe han. Taran ni na min pou a pacekpahlek han na maw.
11 Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?
Bangkongmaw na kut aranglae hah na dâw hoeh vaw. Bout dâw nateh, ahnimanaw hah koung raphoe haw.
12 Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.
Bangtelah tetpawiteh, Cathut teh ayan hoi talai taminaw koe rungngangnae kasakkung kaie Siangpahrang doeh.
13 Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved;
Na thaonae lahoi talîpui hah na kapek teh, tui thung tuitamnaw e lû hah na khoe pouh.
14 du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;
Leviathan lû hah koung na khoe pouh teh, kahrawng kaawmnaw ni ca hanelah na poe.
15 Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;
Tuikhu hoi palangnaw hah na palang pouh teh, palangpuinaw hah na hak sak.
16 din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,
Khodai hoi karum hai nange doeh Kanî hoi angnae hah na sak toe.
17 du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.
Talai khori pueng hai thoseh, kompawi hoi kasik pueng hai thoseh na sak toe.
18 Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!
Oe BAWIPA, taran ni na pathoe e hoi tamipathunaw ni na min a pacekpahlek e hah pahnim hanh.
19 Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;
Oe, na bakhu hringnae heh sarang koe poe hanh. Ka mathoe e na taminaw e hringnae heh a yungyoe pahnim hanh.
20 se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.
Lawkkam hah bari haw. Bangkongtetpawiteh, talai a hmonae hmuennaw hah rektap lawpnae hoi akawi.
21 Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!
Oe, repcoungroe e naw heh, kaya laihoi ban sak hanh. Mathoe hoi a reikathainaw ni na min pholen naseh.
22 Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer,
Oe Cathut, thaw nateh, na kong hah kangdoutkhai haw. Tamipathu ni hnintangkuem na pathoe e hah pahnim hanh.
23 lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!
Na tarannaw lawk heh pahnim hanh. Nang na ka tarannaw e ruengruengtinae lawk teh hoehoe a kampaw e hah pahnim hanh.
