< Salme 74 >
1 (En maskil af Asaf.) Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?
Asaph kah Hlohlai Pathen aw ba aih. nim yoeyah la na hlahpham aih? Na thintoek loh na rhamtlim kah boiva taengah mawngmawng khuu.
2 Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.
Hlamat kah na lai na hlangboel khaw, na rho la na tlan koca khaw, kho na sak thil Zion tlang te khaw poek lah.
3 Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.
Hmuen cim khuikah thunkha rhoek te yoeyah pocinah neh boeih talh ham na khokan te pomsang lah.
4 Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.
Nang kah tingtunnah khui ah nang aka daengdaeh rhoek te kawk uh tih miknoek khaw amamih kah miknoek te a khueh uh.
5 Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.
Thing ding ah a so la hai aka thueng bangla tueng.
6 Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.
Tedae hai neh a thuk a thingthuk boeih khaw thilung neh nawn a phop uh.
7 På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.
Na rhokso te hmai neh a hoeh uh tih na ming aka phuei tolhmuen te diklai duela a poeih uh.
8 De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.
A lungbuei nen tah, “Rhenten m'phae coeng,” a ti uh tih, diklai ah Pathen kah tingtunnah boeih te a hoeh uh.
9 Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.
Mahmih kah miknoek khaw m'hmu uh pawh. Tonghm a om voelpawt tih mamih khuiah aka ming thai he mevaeng hil nim a om pawt ve?
10 Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn?
Pathen tah me hil nim rhal loh a veet vetih thunkha loh na ming he a yoeyah la a tlaitlaek ve?
11 Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?
Balae tih na kut na yueh. Na rhang kah na oltlueh khui lamloh na bantang kut neh khap kanoek saw.
12 Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.
Tedae Pathen he hlamat lamkah diklai tollung ah khangnah aka saii ka manghai pai ni.
13 Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved;
Namah loh tuitunli te na sarhi neh na kak sak tih tui tuihnam rhoek kah a lu te na phop pah.
14 du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;
Nang loh Leviathan kah a lu te na neet tih kohong ham neh pilnam ham caak la na paek.
15 Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;
Namah loh tuisih soklong khaw na hep tih tuiva puei khaw na haang sak.
16 din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,
Khothaih khaw namah kah, khoyin khaw namah kah, vangnah neh khomik khaw namah loh na soep na boe.
17 du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.
Namah loh diklai kah rhilung boeih na suem tih khohal neh sikca khaw namah loh na hlinsai.
18 Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!
BOEIPA aka veet thunkha neh na ming yah aka bai pilnam ang he poek lah.
19 Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;
Na vahui kah a hinglu te satlung taengla na pae pawt tih na mangdaeng rhoek kah a hingnah khaw a yoeyah la na hnilh moenih.
20 se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.
Kuthlahnah rhamtlim te diklai khohmuep khuiah a baetawt dongah paipi te paelki laeh.
21 Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!
Mangdaeng hmaithae khaw hlanghnaep pahnap la mael boel saeh lamtah na ming te khodaeng rhoek loh thangthen uh saeh.
22 Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer,
Pathen aw thoo laeh. Namah kah tuituknah khaw oelh van laeh. Hlang ang loh hnin takuem nang n'kokhahnah ke thoelh laeh.
23 lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!
Nang aka daengdaeh rhoek kah ol te na hnilh moenih. Nang aka tlai thil rhoek kah longlonah tah cet yoeyah.