< Salme 73 >
1 (En Salme af Asaf.) Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet!
A Psalm of Asaph. Only — good to Israel [is] God, to the clean of heart. And I — as a little thing, My feet have been turned aside,
2 Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide;
As nothing, have my steps slipped, For I have been envious of the boastful,
3 thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel;
The peace of the wicked I see, That there are no bands at their death,
4 thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;
And their might [is] firm.
5 de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre.
In the misery of mortals they are not, And with common men they are not plagued.
6 Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i.
Therefore hath pride encircled them, Violence covereth them as a dress.
7 Deres Brøde udgår af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem.
Their eye hath come out from fat. The imaginations of the heart transgressed;
8 I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,
They do corruptly, And they speak in the wickedness of oppression, From on high they speak.
9 de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om på Jorden.
They have set in the heavens their mouth, And their tongue walketh in the earth.
10 Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag.
Therefore do His people return hither, And waters of fulness are wrung out to them.
11 De siger: "Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?"
And they have said, 'How hath God known? And is there knowledge in the Most High?'
12 Se, det er de gudløses kår, altid i Tryghed, voksende Velstand!
Lo, these [are] the wicked and easy ones of the age, They have increased strength.
13 Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld,
Only — a vain thing! I have purified my heart, And I wash in innocency my hands,
14 jeg plagedes Dagen igennem, blev revset på ny hver Morgen!
And I am plagued all the day, And my reproof [is] every morning.
15 Men jeg tænkte: "Taler jeg så, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt."
If I have said, 'I recount thus,' Lo, a generation of Thy sons I have deceived.
16 Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne,
And I think to know this, Perverseness it [is] in mine eyes,
17 Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver:
Till I come in to the sanctuaries of God, I attend to their latter end.
18 Du sætter dem jo på glatte Steder, i Undergang styrter du dem.
Only, in slippery places Thou dost set them, Thou hast caused them to fall to desolations.
19 Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel!
How have they become a desolation as in a moment, They have been ended — consumed from terrors.
20 De er som en Drøm, når man vågner, man vågner og regner sit Syn for intet.
As a dream from awakening, O Lord, In awaking, their image Thou despisest.
21 Så længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,
For my heart doth show itself violent, And my reins prick themselves,
22 var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.
And I am brutish, and do not know. A beast I have been with Thee.
23 Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre;
And I [am] continually with Thee, Thou hast laid hold on my right hand.
24 du leder mig med dit Råd og tager mig siden bort i Herlighed.
With Thy counsel Thou dost lead me, And after honour dost receive me.
25 Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attrår jeg intet på Jorden!
Whom have I in the heavens? And with Thee none I have desired in earth.
26 Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt.
Consumed hath been my flesh and my heart, The rock of my heart and my portion [is] God to the age.
27 Thi de, der fjerner sig fra dig, går under, - du udsletter hver, som er dig utro.
For, lo, those far from Thee do perish, Thou hast cut off every one, Who is going a whoring from Thee.
28 Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.
And I — nearness of God to me [is] good, I have placed in the Lord Jehovah my refuge, To recount all Thy works!