Salme 69
1 (Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af David.) Frels mig Gud, thi Vandene når mig til Sjælen,
Pomozi mi, Bože, jer doðe voda do duše.
2 jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen går over mig;
Propadam u dubokom glibu, gdje nema dna; tonem vodi u dubine, i vali me zatrpavaju.
3 træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie på min Gud;
Iznemogoh vièuæi, promuèe mi grlo, pobijelješe mi oèi pogledajuæi Boga.
4 flere end mit Hoveds Hår er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte!
Onijeh koji mrze na me ni za što ima više nego kose na glavi mojoj; osiliše koji hoæe da me pogube, lažljivi neprijatelji moji. Što nijesam otimao, valja da vratim.
5 Gud, du kender min Dårskab, min Skyld er ej skjult for dig.
Bože! ti znaš je li u meni bezumlje, i krivice moje nijesu sakrivene od tebe.
6 Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier på dig, o Herre, Hærskarers HERRE, lad mig ej bringe Skændsel over dem der søger dig, Israels Gud!
Nemoj da se postide u meni koji se uzdaju u tebe, Gospode, Gospode nad vojskama! Nemoj da se posrame u meni koji traže tebe, Bože Izrailjev!
7 Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Åsyn dækkes af Skændsel;
Jer tebe radi podnosim rug, i sramota popade lice moje.
8 fremmed er jeg for mine Brødre en Udlænding for min Moders Sønner.
Tuðin postadoh braæi svojoj, i neznan sinovima matere svoje.
9 Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, Spotten mod dig er faldet på mig:
Jer revnost za kuæu tvoju jede me i ruženja onijeh koji tebe ruže padaju na me.
10 jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot;
Plaèem, postim se dušom svojom, i to mi se prima za zlo;
11 i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld.
Mjesto haljine oblaèim vreæu, i bivam im prièa.
12 De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger de om mig.
O meni se razgovaraju sjedeæi na vratima, pijuæi vino pjevaju me.
13 Men jeg beder, HERRE, til dig i Nådens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig!
A ja se molim tebi, Gospode; vrijeme je da se smiluješ, Bože; po velikoj milosti svojoj usliši me, jer je istinito spasenje tvoje.
14 Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb,
Izvadi me iz gliba, da ne propadnem; da se izbavim od nenavidnika i iz duboke vode;
15 lad Strømmen ikke gå over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller Brønden lukke sig over mig.
Da me ne uzme voda na maticu, da me ne proždre puèina, i da ne sklopi jama nada mnom ždrijela svojega.
16 Svar mig, HERRE, thi god er din Nåde, vend dig til mig efter din store Barmhjertighed;
Usliši me, Gospode, jer je blagost tvoja milosrdna, po velikoj dobroti svojoj pogledaj me.
17 dit Åsyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Våde, skynd dig og svar mig;
Nemoj odvratiti lica svojega od sluge svojega; jer me je tuga; pohitaj, usliši me.
18 kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld!
Približi se duši mojoj, izbavi je; nasuprot neprijateljima mojim izbavi me.
19 Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har Rede på alle mine Fjender.
Ti znaš pod kakvim sam rugom, stidom i sramotom; pred tobom su svi neprijatelji moji.
20 Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves på Medynk, på Trøstere uden at finde;
Sramota satr srce moje, iznemogoh; èekam hoæe li se kome sažaliti, ali nema nikoga; hoæe li me ko potješiti, ali ne nalazim.
21 de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike.
Daju mi žuè da jedem, i u žeði mojoj poje me octom.
22 Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre blive en Fælde;
Trpeza njihova neka im bude mreža i zamka, to neka im bude plata.
23 lad Øjnene slukkes, så Synet svigter, lad Lænderne altid vakle!
Neka im potamne oèi njihove, da ne vide, i njihove bedre raslabi zasvagda.
24 Din Vrede udøse du over dem din glødende Harme nå dem;
Izlij na njih jarost svoju, i plamen gnjeva tvojega neka ih obuzme!
25 deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo i deres Telte!
Stan njihov neka opusti, i u njihovijem šatorima neka ne bude nikoga da živi.
26 Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du såred.
Jer koga si ti porazio, oni gone, i umnožavaju jade onima koje si ti ranio.
27 Tilregn dem hver eneste Brøde lad dem ikke få Del i din Retfærd;
Meæi na njih krivicu za krivicom, da ne doðu do pravde tvoje.
28 lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt de retfærdige!
Neka se izbrišu iz knjige živijeh, i s pravednicima nek ne budu zapisani.
29 Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud!
A ja sam ništ i bolan; pomoæ tvoja, Bože, nek me zakloni.
30 Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje ham med Tak;
Slaviæu ime Božije u pjesmi, velièaæu ga u hvali.
31 det er mer for HERREN end Okser end Tyre med Horn og Klove!
To je Bogu milije od vola, od teleta s rogovima i s papcima.
32 Når de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders Hjerte oplives!
Vidjeæe ništi i radovaæe se. Koji tražite Boga, oživjeæe srce vaše.
33 Thi HERREN låner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner ringe.
Jer Bog èuje uboge, i sužanja svojih ne ogluša se.
34 Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad der rører sig der;
Neka ga hvale nebesa i zemlja, mora i sve što se u njima mièe!
35 thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og tage det i Eje;
Jer æe Bog spasti Sion, sazidaæe gradove Judine; i ljudi æe se ondje naseliti i naslijediæe ga.
36 hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri.
I natražje æe se sluga njegovijeh utvrditi u njemu, i koji ljube ime njegovo nastavaæe na njemu.
