Salme 69
1 (Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af David.) Frels mig Gud, thi Vandene når mig til Sjælen,
Til sangmesteren; efter "Liljer"; av David. Frels mig, Gud, for vannene er kommet inntil sjelen.
2 jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen går over mig;
Jeg er sunket ned i bunnløst dynd, hvor der intet fotfeste er; jeg er kommet i dype vann, og strømmen slår over mig.
3 træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie på min Gud;
Jeg har ropt mig trett, min strupe brenner; mine øine er borttæret idet jeg venter på min Gud.
4 flere end mit Hoveds Hår er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte!
Flere enn hårene på mitt hode er de som hater mig uten årsak; tallrike er de som vil forderve mig, mine fiender uten grunn; det jeg ikke har røvet, skal jeg nu gi tilbake.
5 Gud, du kender min Dårskab, min Skyld er ej skjult for dig.
Gud, du kjenner min dårskap, og all min syndeskyld er ikke skjult for dig.
6 Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier på dig, o Herre, Hærskarers HERRE, lad mig ej bringe Skændsel over dem der søger dig, Israels Gud!
La dem ikke bli til skamme ved mig, de som bier efter dig, Herre, Herre, hærskarenes Gud! La dem ikke bli til spott ved mig, de som søker dig, Israels Gud!
7 Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Åsyn dækkes af Skændsel;
For for din skyld bærer jeg vanære, dekker skam mitt åsyn.
8 fremmed er jeg for mine Brødre en Udlænding for min Moders Sønner.
Jeg er blitt fremmed for mine brødre og en utlending for min mors barn.
9 Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, Spotten mod dig er faldet på mig:
For nidkjærhet for ditt hus har fortært mig, og deres hån som håner dig, er falt på mig.
10 jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot;
Og min sjel gråt mens jeg fastet, og det blev mig til spott.
11 i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld.
Og jeg gjorde sekk til mitt klædebon, og jeg blev dem til et ordsprog.
12 De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger de om mig.
De som sitter i porten, snakker om mig, og de som drikker sterk drikk, synger om mig.
13 Men jeg beder, HERRE, til dig i Nådens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig!
Men jeg kommer med min bønn til dig, Herre, i nådens tid, Gud, for din megen miskunnhet; svar mig med din frelsende trofasthet!
14 Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb,
Redd mig ut av dyndet og la mig ikke synke! La mig bli reddet fra dem som hater mig, og fra de dype vann!
15 lad Strømmen ikke gå over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller Brønden lukke sig over mig.
La ikke vannstrømmen slå over mig og ikke dypet sluke mig, og la ikke brønnen lukke sitt gap over mig!
16 Svar mig, HERRE, thi god er din Nåde, vend dig til mig efter din store Barmhjertighed;
Svar mig, Herre, for din miskunnhet er god; vend dig til mig efter din store barmhjertighet!
17 dit Åsyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Våde, skynd dig og svar mig;
Og skjul ikke ditt åsyn for din tjener, for jeg er i nød; skynd dig å svare mig!
18 kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld!
Kom nær til min sjel, forløs den, frels mig for mine fienders skyld!
19 Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har Rede på alle mine Fjender.
Du kjenner min spott og min skam og min vanære; alle mine motstandere er for ditt åsyn.
20 Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves på Medynk, på Trøstere uden at finde;
Spott har brutt mitt hjerte, så jeg er syk, og jeg ventet på medynk, men der var ingen, på trøstere, men jeg fant ikke nogen.
21 de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike.
De gav mig galle å ete, og for min tørst gav de mig eddik å drikke.
22 Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre blive en Fælde;
La deres bord bli til en strikke for deres åsyn og til en snare for dem når de er trygge!
23 lad Øjnene slukkes, så Synet svigter, lad Lænderne altid vakle!
La deres øine formørkes, så de ikke ser, og la deres lender alltid vakle!
24 Din Vrede udøse du over dem din glødende Harme nå dem;
Utøs din harme over dem, og la din brennende vrede nå dem!
25 deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo i deres Telte!
Deres bolig bli øde, ei være der nogen som bor i deres telt!
26 Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du såred.
For den du har slått, forfølger de, og de forteller om deres smerte som du har stunget.
27 Tilregn dem hver eneste Brøde lad dem ikke få Del i din Retfærd;
La dem legge skyld til sin skyld, og la dem ikke komme til din rettferdighet!
28 lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt de retfærdige!
La dem bli utslettet av de levendes bok, og la dem ikke bli innskrevet med de rettferdige!
29 Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud!
Men jeg er elendig og full av pine; la din frelse, Gud, føre mig i sikkerhet!
30 Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje ham med Tak;
Jeg vil love Guds navn med sang og ophøie ham med lovprisning,
31 det er mer for HERREN end Okser end Tyre med Horn og Klove!
og det skal behage Herren bedre enn en ung okse med horn og klover.
32 Når de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders Hjerte oplives!
Når saktmodige ser det, skal de glede sig; I som søker Gud, eders hjerte leve!
33 Thi HERREN låner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner ringe.
For Herren hører på de fattige, og sine fanger forakter han ikke.
34 Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad der rører sig der;
Himmel og jord skal love ham, havet og alt det som rører sig i det.
35 thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og tage det i Eje;
For Gud skal frelse Sion og bygge byene i Juda, og de skal bo der og eie dem,
36 hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri.
og hans tjeneres avkom skal arve dem, og de som elsker hans navn, skal bo i dem.
