< Salme 69 >
1 (Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af David.) Frels mig Gud, thi Vandene når mig til Sjælen,
Save me, O God, for the waters have come in to my soul.
2 jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen går over mig;
I sink in deep mire where there is no standing. I have come into deep waters, where the floods overflow me.
3 træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie på min Gud;
I am weary with my crying. My throat is dried. My eyes fail while I wait for my God.
4 flere end mit Hoveds Hår er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte!
Those who hate me without a cause are more than the hairs of my head. Those who would cut me off, being my enemies wrongfully, are mighty. That which I took not away I have to restore.
5 Gud, du kender min Dårskab, min Skyld er ej skjult for dig.
O God, thou know my foolishness, and my sins are not hid from thee.
6 Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier på dig, o Herre, Hærskarers HERRE, lad mig ej bringe Skændsel over dem der søger dig, Israels Gud!
Let not those who wait for thee be put to shame through me, O lord Jehovah of hosts. Let not those who seek thee be brought to dishonor through me, O God of Israel.
7 Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Åsyn dækkes af Skændsel;
Because for thy sake I have borne reproach, shame has covered my face.
8 fremmed er jeg for mine Brødre en Udlænding for min Moders Sønner.
I have become a stranger to my brothers, and an alien to my mother's sons.
9 Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, Spotten mod dig er faldet på mig:
For the zeal of thy house has eaten me up, and the reproaches of those who reproach thee have fallen upon me.
10 jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot;
When I wept in my soul with fasting, that was to my reproach.
11 i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld.
When I made sackcloth my clothing, I became a byword to them.
12 De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger de om mig.
Those who sit in the gate talk of me, and I am the song of the drunkards.
13 Men jeg beder, HERRE, til dig i Nådens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig!
But as for me, my prayer is to thee, O Jehovah. In an acceptable time, O God, in the abundance of thy loving kindness, answer me in the truth of thy salvation.
14 Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb,
Deliver me out of the mire, and let me not sink. Let me be delivered from those who hate me, and out of the deep waters.
15 lad Strømmen ikke gå over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller Brønden lukke sig over mig.
Let not the water flood overwhelm me, nor let the deep swallow me up. And let not the pit shut its mouth upon me.
16 Svar mig, HERRE, thi god er din Nåde, vend dig til mig efter din store Barmhjertighed;
Answer me, O Jehovah, for thy loving kindness is good. According to the multitude of thy tender mercies turn thou to me,
17 dit Åsyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Våde, skynd dig og svar mig;
and hide not thy face from thy servant, for I am in distress. Answer me speedily.
18 kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld!
Draw near to my soul, and redeem it. Ransom me because of my enemies.
19 Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har Rede på alle mine Fjender.
Thou know my reproach, and my shame, and my dishonor. My adversaries are all before thee.
20 Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves på Medynk, på Trøstere uden at finde;
Reproach has broken my heart, and I am full of heaviness. And I looked for some to take pity, but there was none, and for comforters, but I found none.
21 de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike.
They also gave me gall for my food, and in my thirst they gave me vinegar to drink.
22 Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre blive en Fælde;
Let their table before them become a snare, and when they are in peace, a trap, and for a stumbling block, and for a retribution to them.
23 lad Øjnene slukkes, så Synet svigter, lad Lænderne altid vakle!
Let their eyes be darkened, so that they cannot see, and bow down their back continually.
24 Din Vrede udøse du over dem din glødende Harme nå dem;
Pour out thine indignation upon them, and let the fierceness of thine anger overtake them.
25 deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo i deres Telte!
Let their habitation be desolate. Let none dwell in their tents.
26 Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du såred.
For they persecute him whom thou have smitten, and they tell of the sorrow of those whom thou have wounded.
27 Tilregn dem hver eneste Brøde lad dem ikke få Del i din Retfærd;
Add iniquity to their iniquity, and let them not come into thy righteousness.
28 lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt de retfærdige!
Let them be blotted out of the book of life, and not be written with the righteous.
29 Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud!
But I am poor and sorrowful. Let thy salvation, O God, set me up on high.
30 Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje ham med Tak;
I will praise the name of God with a song, and will magnify him with thanksgiving,
31 det er mer for HERREN end Okser end Tyre med Horn og Klove!
and it will please Jehovah better than an ox, or a bullock that has horns and hoofs.
32 Når de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders Hjerte oplives!
The meek have seen it, and are glad. Ye who seek after God, let your heart live.
33 Thi HERREN låner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner ringe.
For Jehovah hears the needy, and does not despise his prisoners.
34 Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad der rører sig der;
Let heaven and earth praise him, the seas, and everything that moves therein.
35 thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og tage det i Eje;
For God will save Zion, and build the cities of Judah. And they shall abide there, and have it in possession.
36 hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri.
The seed also of his servants shall inherit it, and those who love his name shall dwell therein.