Salme 69
1 (Til Sangmesteren. Til Liljerne. Af David.) Frels mig Gud, thi Vandene når mig til Sjælen,
Til Sangmesteren; til „Lillierne”; af David.
2 jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen går over mig;
Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen.
3 træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie på min Gud;
Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig.
4 flere end mit Hoveds Hår er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte!
Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud.
5 Gud, du kender min Dårskab, min Skyld er ej skjult for dig.
Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet.
6 Lad mig ej bringe Skam over dem, som bier på dig, o Herre, Hærskarers HERRE, lad mig ej bringe Skændsel over dem der søger dig, Israels Gud!
Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig.
7 Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Åsyn dækkes af Skændsel;
Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig.
8 fremmed er jeg for mine Brødre en Udlænding for min Moders Sønner.
Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt.
9 Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, Spotten mod dig er faldet på mig:
Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn.
10 jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot;
Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.
11 i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld.
Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser.
12 De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger de om mig.
Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog.
13 Men jeg beder, HERRE, til dig i Nådens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig!
De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig.
14 Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb,
Men jeg henflyr med min Bøn til dig, Herre! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld!
15 lad Strømmen ikke gå over mig; lad Dybet ikke sluge mig eller Brønden lukke sig over mig.
Frels mig af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb!
16 Svar mig, HERRE, thi god er din Nåde, vend dig til mig efter din store Barmhjertighed;
Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og I ikke Hulen lukke sin Mund over mig!
17 dit Åsyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Våde, skynd dig og svar mig;
Bønhør mig, Herre! thi din Miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed!
18 kom til min Sjæl og løs den, fri mig for mine Fjenders Skyld!
Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig!
19 Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har Rede på alle mine Fjender.
Hold dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld!
20 Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves på Medynk, på Trøstere uden at finde;
Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig.
21 de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike.
Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og jeg ventede paa Medynk, men der var ingen, og paa Trøstere; men jeg fandt ikke nogen.
22 Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre blive en Fælde;
Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst.
23 lad Øjnene slukkes, så Synet svigter, lad Lænderne altid vakle!
Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge.
24 Din Vrede udøse du over dem din glødende Harme nå dem;
Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave!
25 deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo i deres Telte!
Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem!
26 Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du såred.
Deres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte.
27 Tilregn dem hver eneste Brøde lad dem ikke få Del i din Retfærd;
Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret.
28 lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt de retfærdige!
Læg Skyld til deres Skyld, og lad dem ikke komme til din Retfærdighed!
29 Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud!
Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige!
30 Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje ham med Tak;
Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig.
31 det er mer for HERREN end Okser end Tyre med Horn og Klove!
Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham med Taksigelse.
32 Når de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders Hjerte oplives!
Og det skal bedre behage Herren end en ung Okse med Horn og Klove.
33 Thi HERREN låner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner ringe.
De sagtmodige have set det, de skulle glæde sig; I, som søge Gud — og eders Hjerte leve op!
34 Himmel og Jord skal prise ham, Havet og alt, hvad der rører sig der;
Thi Herren hører de fattige og foragter ikke sin bundne.
35 thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og tage det i Eje;
Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi!
36 hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri.
Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.
