Salme 62
1 (Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Min Sjæl er Stille for Gud alene, min Frelse kommer fra ham;
To the excelletn musician Ieduthun. A Psalme of David. Yet my soule keepeth silence vnto God: of him commeth my saluation.
2 ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes meget.
Yet he is my strength and my saluation, and my defence: therefore I shall not much be mooued.
3 Hvor længe stormer I løs på en Mand, - alle slår I ham ned - som på en hældende Væg, en faldende Mur?
How long wil ye imagine mischiefe against a man? ye shalbe all slaine: ye shalbe as a bowed wall, or as a wall shaken.
4 Ja, de oplægger Råd om at styrte ham fra hans Højhed. De elsker Løgn, velsigner med Munden, men forbander i deres Indre. (Sela)
Yet they consult to cast him downe from his dignitie: their delight is in lies, they blesse with their mouthes, but curse with their hearts. (Selah)
5 Vær stille hos Gud alene, min Sjæl, thi fra ham kommer mit Håb;
Yet my soule keepe thou silence vnto God: for mine hope is in him.
6 ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes.
Yet is hee my strength, and my saluation, and my defence: therefore I shall not be mooued.
7 Hos Gud er min Hjælp og min Ære, min stærke Klippe, min Tilflugt har jeg i Gud;
In God is my saluation and my glory, the rocke of my strength: in God is my trust.
8 stol på ham, al Folkets Forsamling, udøs for ham eders Hjerte, Gud er vor Tilflugt. (Sela)
Trust in him alway, ye people: powre out your hearts before him, for God is our hope. (Selah)
9 Kun Tomhed er Mennesker, Mænd en Løgn, på Vægtskålen vipper de op, de er Tomhed til Hobe.
Yet the children of men are vanitie, the chiefe men are lies: to lay them vpon a balance they are altogether lighter then vanitie.
10 Forlad eder ikke på vold, lad jer ikke blænde af Ran; om Rigdommen vokser, agt ikke derpå!
Trust not in oppression nor in robberie: be not vaine: if riches increase, set not your heart thereon.
11 Een Gang talede Gud, to Gange hørte jeg det: at Magten er Guds,
God spake once or twise, I haue heard it, that power belongeth vnto God,
12 Og Miskundhed er hos dig, o Herre. Thi enhver gengælder du efter hans Gerning.
And to thee, O Lord, mercie: for thou rewardest euery one according to his worke.
