Salme 57
1 (Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam, da han flygtede ind i hulen for Saul.) Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig, thi hos dig har min Sjæl søgt Ly; i dine Vingers Skygge søger jeg Ly, til Ulykken er drevet over.
Smiluj se na me, Bože, smiluj se na me; jer se u tebe uzda duša moja, i pod sjen krila tvojih sklanjam se dok ne proðu nevolje.
2 Gud, den Højeste, påkalder jeg, den Gud, der gør vel imod mig;
Prizivam Boga višnjega, Boga, koji mi dobro èini;
3 han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som vil mig til Livs. Gud sender sin Nåde og Trofasthed.
Da pošlje s neba i saèuva me, da posrami onoga koji traži da me proždre; da pošlje Bog milost svoju i istinu svoju.
4 Jeg må ligge midt iblandt Løver, bo mellem Folk, der spyr Ild, hvis Tænder er Spyd og Pile, hvis Tunge er hvas som et Sværd.
Duša je moja meðu lavovima, ležim meðu onima koji dišu plamenom. Zubi su sinova ljudskih koplja i strijele, i njihov jezik maè oštar.
5 Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
Uzvisi se više nebesa, Bože, po svoj zemlji neka bude slava tvoja!
6 Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde deri. (Sela)
Metnuše zamku nogama mojima, i stegoše dušu moju, iskopaše preda mnom jamu, i sami padoše u nju.
7 Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig,
Utvrdilo se srce moje, Bože, utvrdilo se srce moje; pjevaæu te i slaviæu.
8 vågn op, min Ære! Harpe og Citer vågn op, jeg vil vække Morgenrøden.
Probudi se, slavo moja, probudi se, psaltire i gusle; ustaæu rano.
9 Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise dig blandt Folkefærd;
Hvaliæu Gospoda po narodima, pjevaæu ti po plemenima.
10 thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne.
Jer je velika do nebesa milost tvoja, i istina tvoja do oblaka.
11 Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
Uzvisi se više nebesa, Bože, po svoj zemlji neka bude slava tvoja!
