< Salme 57 >
1 (Til sangmesteren. Al-tasjhet. Af David. En miktam, da han flygtede ind i hulen for Saul.) Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig, thi hos dig har min Sjæl søgt Ly; i dine Vingers Skygge søger jeg Ly, til Ulykken er drevet over.
2 Gud, den Højeste, påkalder jeg, den Gud, der gør vel imod mig;
3 han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som vil mig til Livs. Gud sender sin Nåde og Trofasthed.
4 Jeg må ligge midt iblandt Løver, bo mellem Folk, der spyr Ild, hvis Tænder er Spyd og Pile, hvis Tunge er hvas som et Sværd.
5 Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
6 Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde deri. (Sela)
7 Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig,
8 vågn op, min Ære! Harpe og Citer vågn op, jeg vil vække Morgenrøden.
9 Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise dig blandt Folkefærd;
10 thi din Miskundhed når til Himlen, din Sandhed til Skyerne.
11 Løft dig, o Gud, over Himlen, din Herlighed være over al Jorden!
