Salme 56

1 (Til sangmesteren. Al-jonat-elem-rehokim. Af David. En miktam, da filisterne greb ham i Gat.) Vær mig nådig Gud, thi Mennesker vil mig til livs, jeg trænges stadig af Stridsmænd;

Dem Sangmeister nach Jonatholem rechokim. Ein Goldlied von David, da ihn die Philister zu Gath ergriffen hatten. Sei mir gnädig, o Gott; denn der Mensch schnappt nach mir. Den ganzen Tag streitend will er mich unterdrücken.

2 mine Fjender vil mig stadig til Livs, thi mange strider bittert imod mig!

Den ganzen Tag schnappen meine Gegner; denn viele streiten wider mich in der Höhe.

3 Når jeg gribes af Frygt, vil jeg stole på dig,

Den Tag, da ich mich fürchte, will ich auf Dich vertrauen.

4 og med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord. Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan Kød vel gøre mig?

In Gott rühme ich Sein Wort, auf Gott vertraue ich, nicht fürchte ich, was mir das Fleisch kann tun.

5 De oplægger stadig Råd imod mig, alle deres Tanker går ud på ondt.

Den ganzen Tag fechten sie meine Worte an; alle ihre Gedanken sind wider mich zum Bösen.

6 De flokker sig sammen, ligger på Lur, jeg har dem lige i Hælene, de står mig jo efter Livet.

Sie rotten sich zusammen, verbergen sich, halten auf meine Fersen, wenn sie auf meine Seele warten.

7 Gengæld du dem det onde, stød Folkene ned i Vrede, o Gud!

Wegen ihres Unrechts sollen sie entkommen? Im Zorne unterwirf Dir die Völker, o Gott!

8 Selv har du talt mine Suk, i din Lædersæk har du gemt mine Tårer; de står jo i din Bog.

Mein Entfliehen zählst Du, tue meine Träne in Deinen Schlauch. Sind sie nicht in Deiner Zahl?

9 Da skal Fjenderne vige, den Dag jeg kalder; så meget ved jeg, at Gud er med mig.

Dann müssen meine Feinde hinter sich zurückkehren, am Tage, da ich rufe: Das weiß ich, daß Gott für mich ist.

10 Med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord, med HERRENs Hjælp skal jeg prise hans Ord.

In Gott rühme ich das Wort, in Jehovah rühme ich das Wort.

11 Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan et Menneske gøre mig?

Auf Gott vertraue ich, ich fürchte mich nicht, was kann der Mensch mir tun?

12 Jeg har Løfter til dig at indfri, o Gud, med Takofre vil jeg betale dig.

Auf mir sind Deine Gelübde, o Gott, ich will Dir Dankopfer bezahlen.

13 Thi fra Døden frier du min Sjæl, ja min Fod fra Fald, at jeg kan vandre for Guds Åsyn i Livets Lys.

Denn Du hast meine Seele vom Tod errettet, meine Füße von dem Anstoß, daß ich vor Gott wandle im Lichte der Lebendigen.