Salme 56

1 (Til sangmesteren. Al-jonat-elem-rehokim. Af David. En miktam, da filisterne greb ham i Gat.) Vær mig nådig Gud, thi Mennesker vil mig til livs, jeg trænges stadig af Stridsmænd;

Dem Musikmeister, nach (der Singweise = Melodie) »Die stumme Taube der Ferne«; ein Lied von David, als die Philister ihn in Gath festgenommen hatten. Sei mir gnädig, o Gott, denn Menschen stellen mir nach!

2 mine Fjender vil mig stadig til Livs, thi mange strider bittert imod mig!

Meine Feinde stellen mir immerfort nach, ja viele sind’s, die in Hochmut mich befehden.

3 Når jeg gribes af Frygt, vil jeg stole på dig,

In Zeiten, da mir angst ist, vertrau ich auf dich!

4 og med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord. Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan Kød vel gøre mig?

Mit Gottes Hilfe werde sein Wort ich rühmen. Auf Gott vertrau’ ich, fürchte mich nicht; was können Menschen mir antun?

5 De oplægger stadig Råd imod mig, alle deres Tanker går ud på ondt.

Allzeit suchen sie meiner Sache zu schaden; gegen mich ist all ihr Sinnen gerichtet auf Böses.

6 De flokker sig sammen, ligger på Lur, jeg har dem lige i Hælene, de står mig jo efter Livet.

Sie rotten sich zusammen, lauern auf meine Schritte, dieweil sie nach dem Leben mir trachten.

7 Gengæld du dem det onde, stød Folkene ned i Vrede, o Gud!

Ob der Bosheit zahle ihnen heim, im Zorn laß die Völker niedersinken, o Gott!

8 Selv har du talt mine Suk, i din Lædersæk har du gemt mine Tårer; de står jo i din Bog.

Meines Elends Tage hast du gezählt, meine Tränen in deinem Krüglein gesammelt; ja gewiß, sie stehen in deinem Buche verzeichnet.

9 Da skal Fjenderne vige, den Dag jeg kalder; så meget ved jeg, at Gud er med mig.

So werden denn meine Feinde weichen, sobald (zu Gott) ich rufe; dessen bin ich gewiß, daß Gott mir beisteht.

10 Med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord, med HERRENs Hjælp skal jeg prise hans Ord.

Mit Gottes Hilfe werde sein Wort ich rühmen, mit Hilfe des HERRN werde sein Wort ich rühmen.

11 Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan et Menneske gøre mig?

Auf Gott vertrau’ ich, fürchte mich nicht: was können Menschen mir antun?

12 Jeg har Løfter til dig at indfri, o Gud, med Takofre vil jeg betale dig.

Mir obliegt es, dir, Gott, zu erfüllen meine Gelübde: Dankopfer ich will dir entrichten;

13 Thi fra Døden frier du min Sjæl, ja min Fod fra Fald, at jeg kan vandre for Guds Åsyn i Livets Lys.

denn du hast meine Seele vom Tode errettet, ja, meine Füße vom Straucheln, daß ich wandeln soll vor Gottes Angesicht im Lichte der Lebenden.