Salme 56

1 (Til sangmesteren. Al-jonat-elem-rehokim. Af David. En miktam, da filisterne greb ham i Gat.) Vær mig nådig Gud, thi Mennesker vil mig til livs, jeg trænges stadig af Stridsmænd;

Dem Sangmeister. Nach (der Melodie des Liedes: ) "O stumme Taube in der Ferne". Ein Gedicht Davids. / Als ihn die Philister in Gat ergriffen.

2 mine Fjender vil mig stadig til Livs, thi mange strider bittert imod mig!

Sei mir gnädig, Elohim, denn Menschen treten mich nieder; / Allzeit befehden und drängen sie mich.

3 Når jeg gribes af Frygt, vil jeg stole på dig,

Meine Laurer quälen mich fort und fort, / Denn in Stolz befehden mich viele.

4 og med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord. Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan Kød vel gøre mig?

Will Furcht mich befallen, / So trau ich auf dich.

5 De oplægger stadig Råd imod mig, alle deres Tanker går ud på ondt.

Elohim stärkt mich, sein Wort zu rühmen. / Elohim vertrau ich, ich fürchte mich nicht. / Was kann mir ein Sterblicher tun?

6 De flokker sig sammen, ligger på Lur, jeg har dem lige i Hælene, de står mig jo efter Livet.

Meine Worte verdrehen sie immerfort, / Nur Böses denken sie wider mich.

7 Gengæld du dem det onde, stød Folkene ned i Vrede, o Gud!

Sie rotten sich, senden Laurer aus: / Die spüren mir nach auf Schritt und Tritt; / Denn sie trachten mir nach dem Leben.

8 Selv har du talt mine Suk, i din Lædersæk har du gemt mine Tårer; de står jo i din Bog.

Doch umsonst! Ich entrinne —. / Im Zorn, Elohim, wirf Leute danieder!

9 Da skal Fjenderne vige, den Dag jeg kalder; så meget ved jeg, at Gud er med mig.

Meine Flüchtlingstage hast du gezählt. / Sammle meine Tränen in deinen Schlauch! / Stehen sie nicht in deinem Buch?

10 Med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord, med HERRENs Hjælp skal jeg prise hans Ord.

Einst weichen meine Feinde zurück; / Denn es kommt ein Tag, da ich rufe. / Dies weiß ich, daß Elohim hilft.

11 Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan et Menneske gøre mig?

Elohim stärkt mich, das Wort zu rühmen, / Jahwe stärkt mich, das Wort zu rühmen.

12 Jeg har Løfter til dig at indfri, o Gud, med Takofre vil jeg betale dig.

Elohim vertrau ich, ich fürchte mich nicht. / Was können mir Menschen tun?

13 Thi fra Døden frier du min Sjæl, ja min Fod fra Fald, at jeg kan vandre for Guds Åsyn i Livets Lys.

Dir, Elohim, erfüll ich meine Gelübde, / Dankopfer will ich dir bringen. Denn du hast mein Leben vom Tode errettet, / Ja, meine Füße vom Gleiten, / Damit ich wandeln kann vor Elohim / Im Lichte der Lebendigen.