Salme 55

1 (Til sangmesteren. Med strengespil. En maskil af David.) Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min tryglen,

Wɔde ma dwonkyerɛfo. Wɔde sanku na ɛto. Dawid “maskil” dwom. Ao Onyankopɔn, tie me mpaebɔ, mmu wʼani ngu me nkotosrɛ so,

2 lå mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage,

tie me na gye me so. Me dadwen haw me na ama mayɛ basaa,

3 jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt;

esiane nea me tamfo reka, esiane omumɔyɛfo ahunahuna nti; efisɛ wɔde amanehunu ba me so; na wofi wɔn abufuw mu kum me.

4 Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig.

Me koma wɔ ahoyeraw mu; na owu huboa aba me so.

5 Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig.

Ehu ne ahopopo akyekyere me. Ahodwiriw abu afa me so.

6 Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly,

Mekae se, “Ao, sɛ mewɔ ntaban sɛ aburuburu a, anka metu akɔ ama me ho atɔ me,

7 ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. (Sela)

anka metu akɔ akyirikyiri akɔtena sare so;

8 Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr.

anka mɛyɛ ntɛm akɔ me hintabea, faako a mframahweam ne ahum mmɛn koraa.”

9 Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen;

Awurade, ma amumɔyɛfo nyɛ basaa, na ma wɔn kasa ntoto, efisɛ mihu basabasayɛ ne aperepere wɔ kuropɔn no mu.

10 de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure;

Awia ne anadwo wɔtetɛw nʼafasu ho; adwemmɔne ne asisi wɔ mu.

11 Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.

Adesɛefo dɔm reyɛ adwuma wɔ kuropɔn no mu. Ahunahuna ne nnaadaa wɔ ne mmɔnten so daa.

12 Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå;

Sɛ ɛyɛɛ ɔtamfo na ɔresopa me a, anka metumi agyina ano; sɛ ɛyɛɛ ɔtamfo na ɔrema ne ho so atia me a, anka metumi de me ho ahintaw no.

13 men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig,

Nanso ɛyɛ wo, ɔdesani te sɛ me, me yɔnko, mʼadamfo kann,

14 og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandrede endrægtelig i Guds Hus.

a kan no na me ne no wɔ ayɔnkofa a mu yɛ den bere a yɛn nyinaa bɔɔ mu yuu kɔɔ Onyankopɔn fi na yɛka asomfo no ho no.

15 Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre! (Sheol h7585)

Ma owu mmɛfa mʼatamfo mpofirim; ma wɔnkɔ ɔda mu anikann, efisɛ bɔne te wɔn mu. (Sheol h7585)

16 Jeg, jeg råber til Gud, og HERREN vil frelse mig.

Nanso misu frɛ Onyankopɔn, na Awurade gye me nkwa.

17 Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre

Anwummere, anɔpa ne awia, mede mmɔborɔnne su frɛ no, na ɔte me nne.

18 og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig.

Ɔde ne ho bɔ afɔre ma minya me ti didi mu wɔ ako a wodi tia me no mu, mpo dodow na wɔsɔre tia me.

19 Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. (Sela) Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.

Onyankopɔn a wɔasi no hene afebɔɔ no, ɔbɛte wɔn nka na wahaw wɔn, ɔbɛhaw nnipa a wɔnsakra wɔn akwan da na wonsuro Onyankopɔn nso.

20 På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt.

Me yɔnko tow hyɛ ne nnamfonom so; na obu nʼapam so.

21 Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.

Ɔwɔ tɛkrɛmawo, nanso ɔtan wɔ ne koma mu. Nʼano asɛm dwudwo sen ngo, nanso ɛyɛ afoa a wɔatwe.

22 Kast din Byrde på HERREN, så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes.

Fa wo haw to Awurade so na ɔno na obegye wo; ɔremma ɔtreneeni nhwe ase.

23 Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig!

Nanso wo, Onyankopɔn, wobɛbrɛ amumɔyɛfo ase ama wɔakɔ ɔporɔw amoa mu; mogyapɛfo ne nnaadaafo renni wɔn nkwanna mu fa. Nanso me de, mede me ho to wo so.