Salme 55

1 (Til sangmesteren. Med strengespil. En maskil af David.) Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min tryglen,

Usliši, Bože, molitvu moju, i nemoj se sakriti od moljenja mojega.

2 lå mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage,

Pazi, i saslušaj me; cvilim u jadu svom i uzdišem

3 jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt;

Od vike neprijateljske i od dosade bezbožnièke; jer dižu na me zlo, i u gnjevu gone me.

4 Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig.

Srce je moje uzdrktalo u meni, i strah smrtni popade me;

5 Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig.

Strah i trepet doðe na me, i groza poduze me.

6 Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly,

I rekoh: ko bi mi dao krila golubinja? ja bih odleteo i poèinuo;

7 ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. (Sela)

Daleko bih pobjegao, i nastanio se u pustinji.

8 Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr.

Pohitao bih da uteèem od vihora i od bure.

9 Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen;

Porazi, Gospode, i razdijeli jezike njihove, jer vidim nasilje i svaðu u gradu;

10 de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure;

Danju i noæu to hodi po zidovima njegovijem; zloèinstvo je i muka posred njega.

11 Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.

Usred njega je pogibao, s ulice njegove ne odlazi prijevara i lukavstvo.

12 Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå;

Jer ne ruži me neprijatelj moj, to bih podnio; ne ustaje na me javni nenavidnik, od njega bih se sakrio.

13 men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig,

Nego ti koji si mi bio to što ja sam, drug moj i znanac moj.

14 og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandrede endrægtelig i Guds Hus.

S kojim mi bješe radost dijeliti tajnu, i u dom Božji hodih kroz sabor narodni.

15 Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre! (Sheol h7585)

Neka ih ugrabi smrt, neka živi siðu u pakao, jer je zloèinstvo u stanu njihovu i u njima. (Sheol h7585)

16 Jeg, jeg råber til Gud, og HERREN vil frelse mig.

Ja Boga prizivljem, i Gospod æe me spasti.

17 Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre

Veèerom i jutrom i u podne tužim i uzdišem, i èuæe glas moj;

18 og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig.

Uèiniæe, te æe duša moja biti mirna od onijeh koji napadaju na me, jer ih mnogo imam.

19 Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. (Sela) Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.

Da usliši, i ukroti ih Bog, koji živi od vijeka; jer se ne mijenjaju i ne boje se Boga.

20 På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt.

Dižu ruke svoje na one koji su s njima u miru, i raskidaju svoju družbu.

21 Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.

Usta su im meka kao maslo, a na srcu im je rat. Rijeèi su im blaže od ulja, ali su goli maèevi.

22 Kast din Byrde på HERREN, så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes.

Stavi na Gospoda breme svoje, i on æe te potkrijepiti. Neæe dati dovijeka pravedniku da posrne.

23 Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig!

Ti æeš ih, Bože, svaliti u jamu pogibli; krvopije i lukavi neæe sastaviti polovine dana svojih. A ja se u tebe uzdam.