Salme 55

1 (Til sangmesteren. Med strengespil. En maskil af David.) Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min tryglen,

Til songmeisteren, med strengleik; ein song til lærdom av David. Gud, vend øyra til mi bøn, og løyn deg ikkje for mi naudbeding!

2 lå mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage,

Gjev gaum etter meg og svara meg! Eg er uroleg med mine sorgfyllte tankar, og eg må stynja

3 jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt;

for rop frå fienden, for trykk frå den ugudlege. For dei velter vondt yver meg, og i vreide forfylgjer dei meg.

4 Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig.

Mitt hjarta skjelv i meg, og daudens fæle hev falle på meg.

5 Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig.

Otte og skjelving kjem yver meg og rædsla legg seg på meg.

6 Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly,

Og eg segjer: «Å, hadde eg vengjer som duva, då skulde eg fljuga burt og finna ein bustad.

7 ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. (Sela)

Sjå, eg vilde fly langt burt, eg vilde finna herbyrge i øydemarki. (Sela)

8 Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr.

Eg vilde skunda meg i livd for den føykjande vinden, for stormen.»

9 Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen;

Sluk deim, Herre, kløyv deira tungemål! For eg ser vald og kiv i byen.

10 de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure;

Dag og natt renner dei kringum honom på murarne, ugjerd og møda er midt i honom.

11 Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.

Tjon er midt i honom, og ikkje vik frå gatorne vald og svik.

12 Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå;

For ikkje min fiende er det som hæder meg - det kunde eg tola; ikkje min uven er det som briskar seg mot meg - då kunde eg gøyma meg for honom.

13 men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig,

Men du er det, du som var min likemann, min ven, min kjenning, -

14 og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandrede endrægtelig i Guds Hus.

me som hadde huglegt samråd med kvarandre, som gjekk til Guds hus med den glade hop.

15 Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre! (Sheol h7585)

Lat dauden koma brått på deim! Lat deim fara ned til helheimen livande! For vondskap råder i deira bustad og i deira hjarta. (Sheol h7585)

16 Jeg, jeg råber til Gud, og HERREN vil frelse mig.

Eg vil ropa til Gud, og Herren skal frelsa meg.

17 Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre

Kveld og morgon og middag vil eg klaga og sukka, so vil han høyra mi røyst.

18 og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig.

Han løyser ut mi sjæl frå strid mot meg og gjev meg fred, for mange er dei mot meg.

19 Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. (Sela) Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.

Gud skal høyra og svara deim - han sit frå fordoms tid, (sela) deim som ikkje vil verta annarleis og som ikkje ottast Gud.

20 På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt.

Han legg hand på folk som held fred med honom, han bryt si pakt.

21 Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.

Ordi frå hans munn er håle som smør, men hans hjarta er fullt av strid. Hans ord er mjukare enn olje, og dei er då utdregne sverd.

22 Kast din Byrde på HERREN, så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes.

Kasta byrdi di på Herren, og han skal halda deg uppe! han skal ikkje i all æva lata den rettferdige verta rikka.

23 Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig!

Men du, Gud, skal støyta deim ned i den djupe grav; blodgiruge og falske menner skal ikkje nå til helvti av si livetid; men eg set mi lit til deg.