Salme 55
1 (Til sangmesteren. Med strengespil. En maskil af David.) Lyt, o Gud, til min Bøn, skjul dig ej for min tryglen,
Auf den Siegesspender, bei Saitenspiel, ein Lehrgedicht, von David. Gott! Höre mein Gebet! Verbirg Dich nicht vor meinem Flehen!
2 lå mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage,
Merk doch auf mich, erhöre mich! Ich bin verwirrt und zage kläglich,
3 jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt;
dieweil der Feind so tobt, der Frevler drängt, und Unheil wälzen sie auf mich und sind mir heftig gram. -
4 Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig.
Mir bebt das Herz in meiner Brust; mich überfallen Todesängste.
5 Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig.
Und Furcht und Zittern überkommen mich; ein Schauder überschauert mich.
6 Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly,
Ach, hätte ich doch Taubenschwingen, wünschte ich, ich flöge fort und suchte Rast!
7 ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. (Sela)
In weite Ferne hin, zur Wüste in die Herberge! (Sela)
8 Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr.
Geschwinder eilte ich zu meiner Zufluchtsstatt als Sturm und Wirbelwind.
9 Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen;
Herr! Spalte, teile ihre Zunge! Ich sehe Streit und Frevel in der Stadt.
10 de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure;
Sie wandeln Tag und Nacht um ihre Mauern, und Not und Jammer herrscht darin.
11 Ulykke, Kvide og Vanheld råder derinde, Voldsfærd og Svig viger aldrig bort fra dens Torve.
Verderben herrscht in ihr; von ihrem Markte weicht nicht Lug noch Trug.
12 Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå;
Nicht schmäht mich jetzt mein Feind; denn das ertrüge ich. Mein Hasser höhnt mich nicht, sonst bärge ich mich sicherlich vor ihm.
13 men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig,
Nein! Du, ein Mensch von meinem Rang, mein Freund, mein Busenfreund!
14 og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandrede endrægtelig i Guds Hus.
Die wir vertraulich miteinander lebten, zum Gotteshaus im Zuge wallten! -
15 Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre! (Sheol h7585)
Sie überliste jetzt der Tod, daß sie lebendig in die Hölle fahren! In ihrem Innern nistet Bosheit. (Sheol h7585)
16 Jeg, jeg råber til Gud, og HERREN vil frelse mig.
Ich ruf' zu Gott, der Herr mög' mich erretten!
17 Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre
Ich klage abends, morgens, mittags, seufzend. Er möge meinen Ruf erhören.-
18 og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig.
"Erlöse mich zum Heil aus diesem Kampfe gegen mich! Sie stehn im Kampf mit mir."
19 Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. (Sela) Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.
Gott höre es und beuge sie und stoße sie zurück, (Sela) die nicht Versöhnung kennen und Gott nicht fürchten!
20 På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt.
Vergriffen hat er sich sogar an meinen Opfern, an seinem Bund gefrevelt.
21 Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.
Sein Mund war glatt, der Butter gleich, doch stand nach Kampf sein Sinn. Geschmeidiger als Öl, so waren seine Worte, und doch gezwickte Dolche:
22 Kast din Byrde på HERREN, så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes.
"Befiehl dich doch dem Herrn! Er hat dich lieb und sorgt für dichund läßt nicht den Gerechten wanken."
23 Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig!
Der Todesgrube übergib sie, Gott! Blutmenschen und Betrüger sollen nicht zur Hälfte ihrer Lebenstage kommen! Auf Dich vertraue ich.
