Salme 50
1 (En salme af Asaf.) Gud, Gud HERREN talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge;
Asafa dziesma. Tas stiprais Dievs, Dievs Tas Kungs, runā, un sauc zemi no rītiem līdz vakariem.
2 fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans
No Ciānas, kur tas pilnīgais skaistums, Dievs parādās ar spožumu.
3 vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm;
Mūsu Dievs nāk un necieš klusu; rijoša uguns iet Viņa priekšā, un Viņam apkārt liela vētra.
4 han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:
Viņš sauc debesīm augšā, un zemei, tiesāt Savus ļaudis.
5 "Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!"
Sapulcinājiet Man Manus svētos, kas Manu derību derējuši ar upuriem.
6 Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. (Sela)
Un debesis stāsta Viņa taisnību, jo Dievs pats ir soģis. (Sela)
7 Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg!
Klausiet, Mani ļaudis, Es runāšu; Israēl, Es došu liecību pret tevi: Es, Dievs, esmu tavs Dievs.
8 Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje;
Tavu upuru pēc Es tevi nepārmācu, nedz tavu dedzināmo upuru pēc, kas vienmēr Manā priekšā.
9 jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde;
No tava nama Es vēršus neņemšu, nedz āžus no taviem laidariem.
10 thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge;
Jo visi meža zvēri Man pieder, tie lopi uz kalniem pa tūkstošiem.
11 jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel.
Es zinu visus putnus uz kalniem, un tie zvēri laukā ir manā priekšā.
12 Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde!
Ja Man gribētos ēst, tad Es tev to nesacītu, jo Man pieder pasaule un viņas pilnums.
13 Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod?
Vai Man ēst vērša gaļu un dzert āžu asinis?
14 Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter.
Upurē Dievam pateicību un maksā tam Visuaugstam savus solījumus.
15 Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,
Un piesauc Mani bēdu laikā, tad Es tevi gribu izraut, un tev būs Mani godāt.
16 Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden,
Bet uz bezdievīgo Dievs saka: kā tu drīksti daudzināt Manus likumus un Manu derību ņemt savā mutē.
17 når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg?
Kad tu tomēr ienīsti pārmācību, un laidi pār galvu Manus vārdus?
18 Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du til,
Kad tu zagli redzi, tad tu viņam skrej līdz, un tev ir dalība ar laulības pārkāpējiem.
19 slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig.
Ar savu muti tu dodies uz ļaunu, un tava mēle dzen viltību.
20 Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn;
Tu sēdi runādams pret savu brāli, tavas mātes dēlu tu apmelo.
21 det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.
To tu dari, un kad Es ciešu klusu, tad tu domā, ka Es tāds pat esmu kā tu; bet Es tevi pārmācīšu un tev to turēšu priekš acīm.
22 Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder.
Saprotiet jel to, jūs, kas Dievu aizmirstat, lai Es nesaplosu, un izglābēja nav.
23 Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse.
Kas pateicību upurē, tas Mani tur godā; un tas ir tas ceļš, kā Es tam rādīšu Dieva pestīšanu.
