Salme 50

1 (En salme af Asaf.) Gud, Gud HERREN talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge;

מִזְמוֹר לְאָסָף אֵל ׀ אֱֽלֹהִים יְֽהֹוָה דִּבֶּר וַיִּקְרָא־אָרֶץ מִמִּזְרַח־שֶׁמֶשׁ עַד־מְבֹאֽוֹ׃

2 fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans

מִצִּיּוֹן מִכְלַל־יֹפִי אֱלֹהִים הוֹפִֽיעַ׃

3 vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm;

יָבֹא אֱלֹהֵינוּ וְֽאַל־יֶחֱרַשׁ אֵשׁ־לְפָנָיו תֹּאכֵל וּסְבִיבָיו נִשְׂעֲרָה מְאֹֽד׃

4 han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:

יִקְרָא אֶל־הַשָּׁמַיִם מֵעָל וְאֶל־הָאָרֶץ לָדִין עַמּֽוֹ׃

5 "Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!"

אִסְפוּ־לִי חֲסִידָי כֹּרְתֵי בְרִיתִי עֲלֵי־זָֽבַח׃

6 Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer. (Sela)

וַיַּגִּידוּ שָׁמַיִם צִדְקוֹ כִּֽי־אֱלֹהִים ׀ שֹׁפֵט הוּא סֶֽלָה׃

7 Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg!

שִׁמְעָה עַמִּי ׀ וַאֲדַבֵּרָה יִשְׂרָאֵל וְאָעִידָה בָּךְ אֱלֹהִים אֱלֹהֶיךָ אָנֹֽכִי׃

8 Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje;

לֹא עַל־זְבָחֶיךָ אוֹכִיחֶךָ וְעוֹלֹתֶיךָ לְנֶגְדִּי תָמִֽיד׃

9 jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde;

לֹא־אֶקַּח מִבֵּיתְךָ פָר מִמִּכְלְאֹתֶיךָ עַתּוּדִֽים׃

10 thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge;

כִּי־לִי כׇל־חַיְתוֹ־יָעַר בְּהֵמוֹת בְּהַרְרֵי־אָֽלֶף׃

11 jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel.

יָדַעְתִּי כׇּל־עוֹף הָרִים וְזִיז שָׂדַי עִמָּדִֽי׃

12 Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde!

אִם־אֶרְעַב לֹא־אֹמַר לָךְ כִּי־לִי תֵבֵל וּמְלֹאָֽהּ׃

13 Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod?

הַאוֹכַל בְּשַׂר אַבִּירִים וְדַם עַתּוּדִים אֶשְׁתֶּֽה׃

14 Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter.

זְבַח לֵאלֹהִים תּוֹדָה וְשַׁלֵּם לְעֶלְיוֹן נְדָרֶֽיךָ׃

15 Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,

וּקְרָאֵנִי בְּיוֹם צָרָה אֲחַלֶּצְךָ וּֽתְכַבְּדֵֽנִי׃

16 Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden,

וְלָרָשָׁע ׀ אָמַר אֱלֹהִים מַה־לְּךָ לְסַפֵּר חֻקָּי וַתִּשָּׂא בְרִיתִי עֲלֵי־פִֽיךָ׃

17 når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg?

וְאַתָּה שָׂנֵאתָ מוּסָר וַתַּשְׁלֵךְ דְּבָרַי אַחֲרֶֽיךָ׃

18 Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du til,

אִם־רָאִיתָ גַנָּב וַתִּרֶץ עִמּוֹ וְעִם מְנָאֲפִים חֶלְקֶֽךָ׃

19 slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig.

פִּיךָ שָׁלַחְתָּ בְרָעָה וּלְשׁוֹנְךָ תַּצְמִיד מִרְמָֽה׃

20 Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn;

תֵּשֵׁב בְּאָחִיךָ תְדַבֵּר בְּבֶֽן־אִמְּךָ תִּתֶּן־דֹּֽפִי׃

21 det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.

אֵלֶּה עָשִׂיתָ ׀ וְֽהֶחֱרַשְׁתִּי דִּמִּיתָ הֱיֽוֹת־אֶהְיֶה כָמוֹךָ אוֹכִיחֲךָ וְאֶעֶרְכָה לְעֵינֶֽיךָ׃

22 Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder.

בִּינוּ־נָא זֹאת שֹׁכְחֵי אֱלוֹהַּ פֶּן־אֶטְרֹף וְאֵין מַצִּֽיל׃

23 Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse.

זֹבֵחַ תּוֹדָה יְֽכַבְּדָנְנִי וְשָׂם דֶּרֶךְ אַרְאֶנּוּ בְּיֵשַׁע אֱלֹהִֽים׃