Salme 44
1 (Til sangmesteren. Af Koras sønner. En maskil.) Gud, vi har hørt det med egne ører, vore Fædre har fortalt os derom; du øved en Dåd i deres Dage, i Fortids Dage med din Hånd;
Kora mma “maskil” dwom. Ao Onyankopɔn, yɛde yɛn aso ate; yɛn agyanom aka akyerɛ yɛn; deɛ woyɛeɛ wɔ wɔn berɛ so, wɔ tete mmerɛ no mu.
2 Folk drev du bort, men plantede hine, Folkeslag knuste du, men dem lod du brede sig;
Wode wo nsa pamoo amanaman no na wobɔɔ yɛn agyanom atenaseɛ; wodwerɛɛ nnipa no na womaa yɛn agyanom dii yie.
3 thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær.
Ɛnyɛ wɔn akofena na wɔde nyaa asase no, na ɛnyɛ wɔn nsa na ɛmaa wɔn nkonimdie; ɛyɛ wo nsa nifa, wo basa, ne wʼanim hann, ɛfiri sɛ na wodɔ wɔn.
4 Du, du er min Konge, min Gud, som sender Jakob Sejr.
Woyɛ me Ɔhene ne me Onyankopɔn, deɛ ɔhyɛ nkonimdie ma Yakob.
5 Ved dig nedstøder vi Fjenden, Modstanderne træder vi ned i dit Navn;
Ɛnam wo so na yɛpamoo yɛn Atamfoɔ; wo din mu na yɛtiatia wɔn a wɔkyiri yɛn soɔ.
6 thi ej på min Bue stoler jeg, mit Sværd kan ikke give mig Sejr;
Meremfa me ho nto mʼagyan so mʼakofena remfa nkonimdie mmrɛ me;
7 men du gav os Sejr over Fjenden, du lod vore Avindsmænd blive til Skamme.
na wo na woma yɛdi yɛn atamfoɔ so. Wogu wɔn a wɔtane yɛn anim ase.
8 Vi roser os altid af Gud, dit Navn vil vi love for evigt. (Sela)
Onyankopɔn mu na yɛhoahoa yɛn ho da mu nyinaa na yɛbɛkamfo wo din no daa daa.
9 Dog har du forstødt os, gjort os til Spot, du drager ej med vore Hære;
Nanso seesei woapo yɛn abrɛ yɛn ase; wone yɛn asraafoɔ nnkɔ ɔsa bio.
10 du lader os vige for Fjenden, vore Avindsmænd tager sig Bytte;
Woma yɛdwane firii ɛdɔm anim ma yɛn atamfoɔ fom yɛn agyapadeɛ.
11 du har givet os hen som Slagtekvæg, og strøet os ud mellem Folkene,
Woyii yɛn maa sɛ wɔnkum yɛn sɛ nnwan na woahwete yɛn wɔ amanaman no mu.
12 dit Folk har du solgt til Spotpris, vandt ikke Rigdom ved Salget.
Wotɔn wo nkurɔfoɔ fofoofo, na woannya mfasoɔ biara amfiri mu.
13 Til Hån for Naboer gør du os, til Spot og Spe for Grander,
Woayɛ yɛn ahohoradeɛ ama yɛn afipamfoɔ, animtiabudeɛ ne aseredeɛ ama wɔn a atwa yɛn ho ahyia.
14 du gør os til Mundheld blandt Folkene, lader Folkeslagene ryste på Hovedet ad os.
Woayɛ yɛn akasabɛbuo wɔ aman no mu na nnipa no woso wɔn ti de gu yɛn so.
15 Min Skændsel er mig altid i Tanke, og Skam bedækker mit Åsyn
Mʼanimguaseɛ di mʼanim daa, na aniwuo akata mʼanim
16 for spottende, hånende Tale, for Fjendens og den hævngerriges Blikke.
ɛsiane wɔn a wɔbɔ me ahohora na wɔkasa tia me de yi me ahi, ɛsiane ɔtamfoɔ a nʼani abre sɛ ɔbɛtɔ were no enti.
17 Alt det kom over os, skønt vi glemte dig ikke, sveg ikke heller din Pagt!
Yeinom nyinaa too yɛn deɛ, nanso yɛn werɛ mfirii wo, na yɛmmuu wʼapam no nso so.
18 Vort Hjerte veg ikke fra dig, vore Skridt forlod ej din Vej.
Yɛn akoma ntwe mfirii wo ho; na yɛn nan nso mmane mfirii wo kwan so.
19 Dog knuste du os, hvor Sjakalerne bor, og indhylled os i Mørke.
Nanso wodwerɛɛ yɛn yɛɛ yɛn sakraman tuo na wode esum kabii kataa yɛn so.
20 Havde vi glemt vor Guds Navn, bredt Hænderne ud mod en fremmed Gud,
Sɛ na yɛn werɛ afiri yɛn Onyankopɔn din anaa sɛ yɛatrɛ yɛn nsam akyerɛ ananafoɔ nyame a
21 vilde Gud ej opspore det? Han kender jo Hjerternes Løn dom
anka Onyankopɔn bɛhunu, ɛfiri sɛ ɔnim akoma mu ahintasɛm.
22 nej, for din Skyld dræbes vi Dagen lang og regnes som Slagtekvæg!
Nanso, wo enti, wɔkum yɛn daa nyinaa; wɔbu yɛn sɛ nnwan a wɔrekɔkum wɔn.
23 Vågn op, hvi sover du, Herre? Bliv vågen, forstød ej for stedse!
Nyane, Ao Awurade! Adɛn enti na wada? Keka wo ho! Nnya yɛn hɔ afebɔɔ.
24 Hvorfor vil du skjule dit Åsyn, glemme vor Nød og Trængsel?
Adɛn enti na wode wʼanim ahinta na wo werɛ firi yɛn ahohia ne nhyɛsoɔ?
25 Thi vor Sjæl ligger bøjet i Støvet, vort Legeme klæber ved Jorden.
Wɔabrɛ yɛn ase kɔ dɔteɛ mu na yɛn onipadua aka afam dɔteɛ.
26 Stå op og kom os til Hjælp, forløs os for din Miskundheds Skyld!
Sɔre bɛboa yɛn; wʼadɔeɛ a ɛnsa da no enti, gye yɛn. Wɔde “Sukooko” sankuo dwomtobea na ɛtoeɛ. Wɔde ma dwomkyerɛfoɔ.
