Salme 40

1 (Til sangmesteren. Af David. En salme.) Jeg biede troligt på Herren, han bøjede sig til mig, og hørte mit Skrig.

Nitamàko am-pahaliñisañe t’Iehovà, le nitokilaña’e, vaho jinanji’e ty fitoreoko.

2 Han drog mig op af den brusende Grav, af det skidne Dynd, han satte min Fod på en Klippe, gav Skridtene Fasthed,

Naaka’e an-koboñe namparikoriko, naho boak’ an-dietse nipaletroke, vaho nampitongoà’e ambone lamilamy eo o tombokoo; le nalaha’e o liakoo.

3 en ny Sang lagde han i min Mund, en Lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og stole på HERREN.

Napo’e am-bavako ao ty sabo vao, fijejoañe aman’Añaharen-tikañe; maro ty hahaoniñe le hañeveñe, vaho hitsolok’ am’ Iehovà.

4 Salig den Mand, der sætter sin Lid til HERREN, ej vender sig til hovmodige eller dem, der hælder til Løgn.

Haha ty manao Iehovà ho fiatoa’e, naho tsy mitolike mb’amo mpirengevokeo, vaho tsy mitsile mb’an-dremborake.

5 Mange Undere gjorde du, HERRE min Gud, og mange Tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.

Maro, ry Iehovà Andrianañahareko, o fitoloña’o fanjàkao, naho ty fivetsevetse’o anay, tsy eo ty mañirinkiriñe Azo! Naho nitaroñeko naho nilañoneko, mbe mandikoatse ze mete ho talilieñe.

6 Til Slagt- og Afgrødeoffer har du ej Lyst, du gav mig åbne Ører, Brænd- og Syndoffer kræver du ikke.

Tsy mahafale Azo o soroñeo naho o enga-mahakamao; sinoka’o o sofikoo; tsy nipaia’o ty engan-kolorañe ndra ty engan-kakeo.

7 Da sagde jeg: "Se, jeg kommer, i Bogrullen er der givet mig Forskrift;

Le hoe raho: Intoy iraho, homb’eo, fa nisokireñe am-boke-pelek’ ao;

8 at gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst, og din Lov er i mit Indre."

Noko, ry Andrianañahareko, ty mitoloñe amo satrin’arofo’oo; eka, an-troko ato o Tsara’oo.

9 I en stor Forsamling forkyndte jeg Retfærd, se, mine Læber lukked jeg ikke; HERRE, du ved det.

Fa nitaroneko am-pivori-bey ao ty talily soan-kavantañañe; tsy ho sebañeko o soñikoo, ry Iehovà, Ihe ro maharofoanañe.

10 Din Retfærd dulgte jeg ej i mit Hjerte, din Trofasthed og Frelse talte jeg Om, din Nåde og Sandhed fornægted jeg ej i en stor Forsamling.

Tsy naetako an-troko ao ty havantaña’o; fa nitaroñeko ty figahiña’o naho ty fandrombaha’o; vaho tsy nakafiko amy fivori-beiy ty fiferenaiña’o naho ty hatò’o.

11 Du, HERRE, vil ikke lukke dit Hjerte for mig, din Nåde og Sandhed skal altid være mit Værn.

Ry Iehovà ko hazoñeñ’ amako ty fitretreza’o; añaro ahy nainai’e ty fiferenaiña’o naho ty hatò’o.

12 Thi Ulykker lejrer sig om mig i talløs Mængde, mine Synder har indhentet mig, så jeg ikke kan se, de er flere end Hovedets Hår, og Modet har svigtet.

Miarikoboñe ahy ty haratiañe tsifotofoto; miambotrak’ amako o hakeokoo, le tsy mahafiandra, ie maro te amo volon-dohakoo, vaho milesa ty troko.

13 Du værdiges, HERRE, at fri mig, HERRE, il mig til Hjælp.

Ho no’o abey ry Iehovà ty hamotsotse ahy; malisà ry Iehovà hañolotse ahy,

14 Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel;

Le aharò salareñe naho meñareñe o mipay ty fiaiko hasintake; ampiamboho vaho injeo o te hijoy ahio.

15 Lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha, ha!" til mig!

Ehe ampidabao an-kenatse ze manao amako ty hoe: Hiy! Hiy!

16 Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din Frelse, bestandig sige: "HERREN er stor!"

Hirebeke naho hifale ze mipay Azo, vaho hitolon-kanao ty hoe o mpitea i fandrombaha’oio: Onjoneñe t’Iehovà. 17 Aa kanao rarake naho misotry iraho, ee t’ie ho vetsevetse’ i Talè; Ihe ro mpañimba naho mpañaha ahy, ry Andrianañahareko; ko mihenekeneke.

17 Er jeg end arm og fattig, vil Herren dog tænke på mig. Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, min Gud!