Salme 39

1 (Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"

Para el músico jefe. Para Jeduthun. Un salmo de David. Dije: “Vigilaré mis caminos, para no pecar con mi lengua. Guardaré mi boca con una brida mientras el malvado esté ante mí”.

2 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,

Me quedé mudo de silencio. Me callé, incluso de buenas. Mi pena se agitó.

3 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

Mi corazón estaba caliente dentro de mí. Mientras meditaba, el fuego ardía. Hablé con la lengua:

4 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

“Yahvé, muéstrame mi fin, cuál es la medida de mis días. Hazme saber lo frágil que soy.

5 Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. (Sela)

He aquí que has hecho que mis días sean anchos de mano. Mi vida es como nada ante ti. Ciertamente cada hombre es como un aliento”. (Selah)

6 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.

“Ciertamente, todo hombre camina como una sombra. Seguramente se ocupan en vano. Amontona, y no sabe quién recogerá.

7 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.

Ahora, Señor, ¿qué espero? Mi esperanza está en ti.

8 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!

Líbrame de todas mis transgresiones. No me hagas el reproche de los tontos.

9 Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.

Me quedé mudo. No abrí la boca, porque tú lo hiciste.

10 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.

Aleja de mí tu azote. Estoy vencido por el golpe de tu mano.

11 Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. (Sela)

Cuando reprendes y corriges al hombre por su iniquidad, consumes su riqueza como una polilla. Ciertamente, todo hombre no es más que un soplo”. (Selah)

12 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.

“Escucha mi oración, Yahvé, y presta atención a mi clamor. No te calles ante mis lágrimas. Porque soy un extraño con vosotros, un extranjero, como lo fueron todos mis padres.

13 Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!

Oh, perdóname, para que recupere las fuerzas, antes de que me vaya y no exista más”.