Salme 39

1 (Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"

Rekel sem: »Pazil bom na svoje poti, da ne bom grešil s svojim jezikom. Ko bo zlobni pred menoj, bom svoja usta držal z uzdo.«

2 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,

Bil sem nem s tišino, molčal sem, celó pred dobrim in moja bridkost je bila razvneta.

3 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

Moje srce je bilo vroče znotraj mene, medtem ko sem razglabljal, je zagorel ogenj, potem sem spregovoril s svojim jezikom:

4 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

» Gospod, daj mi spoznati moj konec in mero mojih dni, kolikšna je, da lahko spoznam, kako slaboten sem.

5 Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. (Sela)

Glej, moje dneve si naredil kakor dlan in moja starost je kakor nič pred teboj. Resnično, vsak človek v svojem najboljšem stanju je povsem ničevost.« (Sela)

6 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.

Zagotovo vsak človek hodi v prazni podobi, zagotovo so zaman vznemirjeni. Kopiči bogastva, pa ne ve, kdo jih bo pobral.

7 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.

In sedaj, Gospod, kaj [naj] pričakujem? Moje upanje je v tebi.

8 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!

Osvobodi me pred vsemi mojimi prestopki. Ne naredi me [za] grajo nespametnim.

9 Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.

Bil sem nem, svojih ust nisem odprl, ker si ti to storil.

10 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.

Umakni svoj udarec proč od mene. Použit sem z zamahom tvoje roke.

11 Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. (Sela)

Kadar za krivičnost z grajanjem korigiraš človeka, storiš, da njegova lepota shira kakor molj. Zagotovo je vsak človek ničevost. (Sela)

12 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.

Usliši mojo molitev, oh Gospod in pazljivo prisluhni mojemu vpitju; ob mojih solzah ne molči. Kajti jaz sem tujec s teboj in začasni prebivalec, kakor so bili vsi moji očetje.

13 Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!

Oh prizanesi mi, da lahko obnovim moč, preden grem naprej in ne bom več.