Salme 39

1 (Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"

Rekoh: èuvaæu se na putovima svojim da ne zgriješim jezikom svojim; zauzdavaæu usta svoja, dok je bezbožnik preda mnom.

2 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,

Bijah nijem i glasa ne pustih; muèah i o dobru. Ali se tuga moja podiže,

3 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

Zapali se srce moje u meni, u mislima mojim razgorje se oganj; progovorih jezikom svojim:

4 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

Kaži mi, Gospode, kraj moj, i dokle æe trajati dani moji? da znam kako sam ništa.

5 Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. (Sela)

Evo s pedi dao si mi dane, i vijek je moj kao ništa pred tobom. Baš je ništa svaki èovjek živ.

6 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.

Baš hodi èovjek kao utvara; baš se uzalud kida, sabira, a ne zna kome æe dopasti.

7 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.

Pa šta da èekam, Gospode? Nad je moj u tebi.

8 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!

Iz svega bezakonja mojega izbavi me, ne daj me bezumnome na potsmijeh.

9 Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.

Nijem sam, neæu otvoriti usta svojijeh; jer si me ti udario.

10 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.

Olakšaj mi udarac svoj, silna ruka tvoja ubi me.

11 Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. (Sela)

Ako æeš karati èovjeka za prijestupe, rastoèiæe se kao od moljaca krasota njegova. Baš je ništa svaki èovjek.

12 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.

Slušaj molitvu moju, Gospode, i èuj jauk moj. Gledajuæi suze moje nemoj muèati. Jer sam gost u tebe i došljak kao i svi stari moji.

13 Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!

Nemoj me više gnjevno gledati, pa æu odahnuti prije nego otidem i više me ne bude.