Salme 39

1 (Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"

In finem, ipsi Idithun. Canticum David. [Dixi: Custodiam vias meas: ut non delinquam in lingua mea. Posui ori meo custodiam, cum consisteret peccator adversum me.

2 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,

Obmutui, et humiliatus sum, et silui a bonis; et dolor meus renovatus est.

3 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

Concaluit cor meum intra me; et in meditatione mea exardescet ignis.

4 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

Locutus sum in lingua mea: Notum fac mihi, Domine, finem meum, et numerum dierum meorum quis est, ut sciam quid desit mihi.

5 Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. (Sela)

Ecce mensurabiles posuisti dies meos, et substantia mea tamquam nihilum ante te. Verumtamen universa vanitas, omnis homo vivens.

6 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.

Verumtamen in imagine pertransit homo; sed et frustra conturbatur: thesaurizat, et ignorat cui congregabit ea.

7 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.

Et nunc quæ est exspectatio mea: nonne Dominus? et substantia mea apud te est.

8 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!

Ab omnibus iniquitatibus meis erue me: opprobrium insipienti dedisti me.

9 Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.

Obmutui, et non aperui os meum, quoniam tu fecisti;

10 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.

amove a me plagas tuas.

11 Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. (Sela)

A fortitudine manus tuæ ego defeci in increpationibus: propter iniquitatem corripuisti hominem. Et tabescere fecisti sicut araneam animam ejus: verumtamen vane conturbatur omnis homo.

12 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.

Exaudi orationem meam, Domine, et deprecationem meam; auribus percipe lacrimas meas. Ne sileas, quoniam advena ego sum apud te, et peregrinus sicut omnes patres mei.

13 Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!

Remitte mihi, ut refrigerer priusquam abeam et amplius non ero.]