Salme 39

1 (Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"

Pou direktè koral la. Pou Jeduthyèn. Yon Sòm David Mwen te di, mwen va veye chemen mwen, pou m pa fè peche ak lang mwen. Mwen va veye bouch mwen, konsi li gen yon brid ladann toutotan mechan yo rete nan prezans mwen.

2 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,

Mwen te tankou bèbè e mwen te rete an silans. Mwen te evite menm sa ki ta kab bon. Konsa, tristès mwen te vin pi mal.

3 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

Kè m te cho anndan m. Pandan mwen t ap reflechi dife a t ap brile. Konsa, mwen te pale ak lang mwen:

4 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

SENYÈ, fè m konnen longè a jou mwen yo. Fè m konnen ke m fèb anpil.

5 Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. (Sela)

Gade byen, Ou te fè jou mwen yo kontwole tankou lajè a men m ki louvri. Lavi mwen konsi li pa anyen devan zye Ou. Anverite, lavi chak moun, se yon sèl grenn souf.

6 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.

Anverite, tout moun mache toupatou tankou yon lonbraj. Anverite, yo fè gwo zen pou ryen. Li ranmase byen yo, men l pa konnen kilès k ap rasanble yo.

7 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.

Konsa, SENYÈ, kisa m ap tann nan? Espwa m se nan Ou.

8 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!

Delivre mwen de tout transgresyon mwen yo. Pa fè m repwòch a moun san sajès yo.

9 Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.

Mwen tounen tibebe. Mwen pa ouvri bouch mwen, akoz se Ou ki te fè sa.

10 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.

Rete touman Ou sou mwen. Kou men Ou venk mwen. M ap peri.

11 Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. (Sela)

Avèk repwòch, Ou fè chatiman a yon nonm pou inikite li. Ou manje tankou mit nan rad sa ki konsidere pi chè pou li menm nan. Anverite, tout moun se sèlman yon souf.

12 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.

Tande lapriyè mwen, O SENYÈ e prete zòrèy Ou a kri mwen. Pa rete an silans lè dlo ap koule nan zye m. Paske mwen se yon etranje devan Ou, yon vwayajè tankou tout papa zansèt mwen yo.

13 Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!

Vire rega figi Ou lwen m, pou m kab ri ankò, avan ke m mouri pou m pa la ankò.”