Salme 39

1 (Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"

To the Chief Musician. For Jeduthun. A Melody of David. I said, [to myself, ] I will take heed to my ways, That I sin not with my tongue, —I will put on my mouth a muzzle, So long as the lawless is before me.

2 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,

I was dumb with silence, I held my peace, afar from happiness, But, my pain had been stirred:

3 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

Hot was my heart within me, While I was musing, there was kindled a fire, I spake with my tongue!

4 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

Let me know, O Yahweh, mine end, And the measure of my days—what it is, I would know how short-lived I am.

5 Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. (Sela)

Lo! as hand-breadths, hast thou granted my days, and my life-time, is as nothing before thee, —Surely, a mere breath, are all men, [even] such as stand firm. (Selah)

6 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.

Surely as a shadow, doth every man wander, Surely in vain, do they bustle about, he heapeth things up, and knoweth not who shall gather them in.

7 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.

Now, therefore, for what have I waited, O My Lord? My hope, is, in thee.

8 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!

From all my transgressions, rescue thou me, —The reproach of the base, oh do not make me!

9 Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.

I am dumb, I cannot open my mouth, for, thou, hast done it.

10 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.

Remove from off me thy stroke, Because of the hostility of thy hand, am, I, consumed.

11 Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. (Sela)

When, by rebukes for iniquity, thou hast corrected a man, Then hast thou consumed, as a moth, all that was delightful within him, Surely, a breath, are all men. (Selah)

12 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.

Hear my prayer, O Yahweh, And, unto my cry for help, give ear, At my tears, do not be silent, —For, a sojourner, am, I, with thee, A stranger, like all my fathers.

13 Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!

Look away from me that I may brighten up, Ere yet I depart and am no more.