Salme 39

1 (Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"

“A psalm of David. For the leader of the music of the Jeduthunites.” I said, I will take heed to my ways, That I may not sin with my tongue; I will keep my mouth with a bridle, While the wicked is before me.

2 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,

I was dumb with silence; I spake not even what was good; But my pain was increased.

3 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

My heart was hot within me; In my anguish the fire burst forth, And I spake with my tongue:

4 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

LORD, make me to know mine end, And the number of my days, That I may know how frail I am!

5 Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. (Sela)

Behold, thou hast made my days as a hand-breadth, And my life is as nothing before thee; Yea, every man in his firmest state is altogether vanity. (Pause)

6 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.

Surely every man walketh in a vain show; Surely he disquieteth himself in vain; He heapeth up riches, and knoweth not who shall gather them.

7 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.

What, then, O Lord! is my hope? My hope is in thee!

8 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!

Deliver me from all my transgressions; Let me not be the reproach of scoffers!

9 Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.

Yet I am dumb; I open not my mouth; For thou hast done it!

10 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.

But remove from me thine infliction; For I am perishing by the blow of thine hand.

11 Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. (Sela)

When thou with rebukes dost chasten man for iniquity, Thou causest his glory to waste away like a moth! Surely every man is vanity.

12 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.

Hear my prayer, O LORD! Give ear to my cry; Be not silent at my tears! For I am but a stranger with thee, A sojourner, as all my fathers were.

13 Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!

O spare me, that I may recover strength, Before I go away, and be no more!