Salme 39

1 (Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"

To the excellent musician Ieduthun. I thought, I will take heede to my wayes, that I sinne not with my tongue: I will keepe my mouth brideled, while the wicked is in my sight.

2 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,

I was dumme and spake nothing: I kept silece euen from good, and my sorow was more stirred.

3 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

Mine heart was hote within me, and while I was musing, the fire kindeled, and I spake with my tongue, saying,

4 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

Lord, let me know mine ende, and the measure of my dayes, what it is: let mee knowe howe long I haue to liue.

5 Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. (Sela)

Beholde, thou hast made my dayes as an hand breadth, and mine age as nothing in respect of thee: surely euery man in his best state is altogether vanitie. (Selah)

6 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.

Doubtlesse man walketh in a shadowe, and disquieteth himselfe in vaine: he heapeth vp riches, and cannot tell who shall gather them.

7 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.

And now Lord, what wait I for? mine hope is euen in thee.

8 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!

Deliuer me from all my transgressions, and make me not a rebuke vnto the foolish.

9 Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.

I should haue bene dumme, and not haue opened my mouth, because thou didest it.

10 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.

Take thy plague away from mee: for I am consumed by the stroke of thine hand.

11 Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. (Sela)

When thou with rebukes doest chastise man for iniquitie, thou as a mothe makest his beautie to consume: surely euery man is vanitie. (Selah)

12 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.

Heare my prayer, O Lord, and hearken vnto my cry: keepe not silence at my teares, for I am a strager with thee, and a soiourner as all my fathers.

13 Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!

Stay thine anger from me, that I may recouer my strength, before I go hence and be not.