Salme 39

1 (Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"

To the chief Musician, to Jeduthun. A Psalm of David. I said, I will take heed to my ways, that I sin not with my tongue: I will keep my mouth with a muzzle, while the wicked is before me.

2 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,

I was dumb with silence, I held my peace from good; and my sorrow was stirred.

3 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

My heart burned within me; the fire was kindled in my musing: I spoke with my tongue,

4 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

Make me to know, Jehovah, mine end, and the measure of my days, what it is: I shall know how frail I am.

5 Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. (Sela)

Behold, thou hast made my days [as] hand-breadths, and my lifetime is as nothing before thee; verily, every man, [even] the high placed, is altogether vanity. (Selah)

6 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.

Verily, man walketh in a vain show; verily they are disquieted in vain; he heapeth up [riches], and knoweth not who shall gather them.

7 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.

And now, what wait I for, Lord? my hope is in thee.

8 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!

Deliver me from all my transgressions; make me not the reproach of the foolish.

9 Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.

I was dumb, I opened not my mouth; for thou hast done [it].

10 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.

Remove thy stroke away from me: I am consumed by the blow of thy hand.

11 Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. (Sela)

When thou with rebukes dost correct a man for iniquity, thou makest his beauty to consume away like a moth: surely, every man is vanity. (Selah)

12 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.

Hear my prayer, Jehovah, and give ear unto my cry; be not silent at my tears: for I am a stranger with thee, a sojourner, like all my fathers.

13 Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!

Look away from me, and let me recover strength, before I go hence and be no more.