Salme 39

1 (Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"

For the end, a Song of David, to Idithun. I said, I will take heed to my ways, that I sin not with my tongue: I set a guard on my mouth, while the sinner stood in my presence.

2 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,

I was dumb, and humbled myself, and kept silence from good [words]; and my grief was renewed.

3 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

My heart grew hot within me, and a fire would kindle in my (meditation) I spoke with my tongue,

4 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

O Lord, make me to know mine end, and the number of my days, what it is; that I may know what I lack.

5 Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. (Sela)

Behold, thou hast made my days old; and my existence [is] as nothing before thee: nay, every man living [is] altogether vanity. (Pause)

6 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.

Surely man walks in a shadow; nay, he is disquieted in vain: he lays up treasures, and knows not for whom he shall gather them.

7 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.

And now what [is] my expectation? [is it] not the Lord? and my ground [of hope] is with thee. (Pause)

8 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!

Deliver me from all my transgressions: thou hast made me a reproach to the foolish.

9 Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.

I was dumb, and opened not my mouth; for thou art he that made me.

10 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.

Remove thy scourges from me: I have fainted by reason of the strength of thine hand.

11 Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. (Sela)

Thou chastenest man with rebukes for iniquity, and thou makest his life to consume away like a spider's web; nay, every man is disquieted in vain. (Pause)

12 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.

O Lord, hearken to my prayer and my supplication: attend to my tears: be not silent, for I am a sojourner in the land, and a stranger, as all my fathers [were].

13 Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!

Spare me, that I may be refreshed, before I depart, and be no more.