Salme 39

1 (Til sangmesteren. Til Jedutun. En salme af David.) Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"

For the choirmaster. For Jeduthun. A Psalm of David. I said, “I will watch my ways so that I will not sin with my tongue; I will guard my mouth with a muzzle as long as the wicked are present.”

2 Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,

I was speechless and still; I remained silent, even from speaking good, and my sorrow was stirred.

3 mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

My heart grew hot within me; as I mused, the fire burned. Then I spoke with my tongue:

4 Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

“Show me, O LORD, my end and the measure of my days. Let me know how fleeting my life is.

5 Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. (Sela)

You, indeed, have made my days as handbreadths, and my lifetime as nothing before You. Truly each man at his best exists as but a breath.

6 Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.

Surely every man goes about like a phantom; surely he bustles in vain; he heaps up riches not knowing who will haul them away.

7 Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.

And now, O Lord, for what do I wait? My hope is in You.

8 Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!

Deliver me from all my transgressions; do not make me the reproach of fools.

9 Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.

I have become mute; I do not open my mouth because of what You have done.

10 Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.

Remove Your scourge from me; I am perishing by the force of Your hand.

11 Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. (Sela)

You discipline and correct a man for his iniquity, consuming like a moth what he holds dear; surely each man is but a vapor.

12 Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.

Hear my prayer, O LORD, and give ear to my cry for help; do not be deaf to my weeping. For I am a foreigner dwelling with You, a stranger like all my fathers.

13 Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!

Turn Your gaze away from me, that I may again be cheered before I depart and am no more.”