Salme 38

1 (En salme af David. Lehazkir.) HERRE, revs mig ej i din vrede, tugt mig ej i din Harme!

Ein salme av David; til minnesofferet. Herre, refs meg ikkje i din vreide, og tukta meg ikkje i din harm!

2 Thi dine pile sidder i mig, din Hånd har lagt sig på mig.

For dine piler er farne ned i meg, og di hand hev falle tungt på meg.

3 Intet er karskt på min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld;

Det finst inkje friskt i mitt kjøt for din vreide skuld; det er ikkje fred i mine bein for mi synd skuld.

4 thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig.

For mine misgjerningar stig meg yver hovudet, som ei tung byrd er dei meg for tunge.

5 Mine Sår både stinker og rådner, for min Dårskabs Skyld går jeg bøjet;

Det luftar ilt av mine sår, dei renn av verk for min dårskap skuld.

6 jeg er såre nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang.

Eg er krøkt, reint samanbøygd, heile dagen gjeng eg svartklædd.

7 Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt på min Krop,

For mine lender er fulle av brand, og det finst inkje frisk i mitt kjøt.

8 jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vånde.

Eg er reint valen og sundslegen, eg skrik høgt av hjartestynjing.

9 HERRE, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig;

Herre, for di åsyn er alt mitt ynskje, og min sukk er ikkje løynd for deg.

10 mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.

Mitt hjarta slær hardt, mi kraft hev forlate meg, og jamvel mine augo hev mist sitt ljos for meg.

11 For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjert;

Mine vener og frendar held seg undan frå mi plåga, og mine næmaste stend langt burte.

12 de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig.

Og dei som ligg etter mitt liv, dei legg ut snaror, og dei som søkjer mi ulukka, dei talar um undergang og tenkjer på svik heile dagen.

13 Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund,

Og eg er som ein dauv, eg høyrer ikkje, og liksom ein mållaus som ikkje let upp sin munn.

14 som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar.

Ja, eg er som ein mann som ikkje høyrer, og som ikkje hev motmæle i sin munn.

15 Thi til dig står mit Håb, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud,

For til deg, Herre, stend mi von; du vil svara meg, Herre, min Gud!

16 når jeg siger: "Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!"

For eg segjer: «Dei vil elles gleda seg yver meg; når min fot vaggar, høgmodast dei yver meg.»

17 Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig;

For eg er nær på å falla, og min hugverk er stendigt framfyre meg.

18 thi jeg må bekende min Skyld må sørge over min Synd.

For eg må sanna mi skuld, syrgja yver mi synd.

19 Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund,

Og mine fiendar liver, dei er mannsterke, og dei er mange som hatar meg utan orsak.

20 som lønner mig godt med ondt, som står mig imod, fordi jeg søger det gode.

Og dei som løner godt med vondt, stend meg imot, av di eg fer etter det gode.

21 HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig,

Forlat meg ikkje, Herre! Min Gud, ver ikkje langt ifrå meg!

22 il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!

Kom meg snart til hjelp, Herre, mi frelsa!