Salme 38
1 (En salme af David. Lehazkir.) HERRE, revs mig ej i din vrede, tugt mig ej i din Harme!
Dāvida dziesma, par piemiņu. Kungs, nesodi mani Savā dusmībā, un nepārmāci mani Savā bardzībā.
2 Thi dine pile sidder i mig, din Hånd har lagt sig på mig.
Jo Tavas bultas man ir iespiedušās, un Tava roka pār mani nolaidusies.
3 Intet er karskt på min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld;
Nekādas veselības nav pie manas miesas caur Tavu dusmību, nekāda miera nav manos kaulos caur maniem grēkiem.
4 thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig.
Jo mani noziegumi iet pāri pār manu galvu, kā grūta nasta tie man palikuši par daudz grūti.
5 Mine Sår både stinker og rådner, for min Dårskabs Skyld går jeg bøjet;
Manas vātis smird un tek manas ģeķības dēļ.
6 jeg er såre nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang.
Es eju salīcis un ļoti nospiests, cauru dienu es eju noskumis.
7 Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt på min Krop,
Jo manas iekšas ir moku pilnas, nekādas veselības nav pie manas miesas.
8 jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vånde.
Es esmu pavisam sastindzis un sasists, es kaucu savas sirds vaimanās.
9 HERRE, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig;
Kungs, Tavā priekšā ir visa mana kārošana, un mana nopūšanās Tev nav apslēpta.
10 mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.
Mana sirds trīc, mans spēks mani atstājis, arī pat manu acu gaismiņas man vairs nav.
11 For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjert;
Mani mīļie un mani draugi stāv tālu nost no manas mocības, un mani tuvākie stāv no tālienes.
12 de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig.
Un kas manu dvēseli meklē, liek man valgus, un kas manu nelaimi meklē, runā postu un izdomā viltību cauru dienu.
13 Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund,
Bet es esmu kā kurls, kas nedzird, un kā mēms, kas neatver savu muti.
14 som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar.
Un es esmu kā vīrs, kas nedzird, un kam mutē vārdu pretim nav.
15 Thi til dig står mit Håb, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud,
Jo es gaidu, Kungs, uz Tevi, Tu paklausīsi, Kungs, mans Dievs.
16 når jeg siger: "Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!"
Jo es sacīju: lai tie par mani nepriecājās; kad mana kāja šaubās, tad tie lai nelielās pret mani.
17 Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig;
Jo es esmu pie pašas krišanas un manas sāpes ir vienmēr manā priekšā.
18 thi jeg må bekende min Skyld må sørge over min Synd.
Jo savu noziegumu es izsūdzu, un man ir bail manu grēku dēļ.
19 Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund,
Bet mani ienaidnieki dzīvo un ir vareni, un kas mani par nepatiesu ienīst, tie vairojās.
20 som lønner mig godt med ondt, som står mig imod, fordi jeg søger det gode.
Un kas ļaunu par labu maksā, tie stāv man pretim, tāpēc ka es uz labu dzenos.
21 HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig,
Neatstājies no manis, Kungs, mans Dievs! neesi tālu no manis nost,
22 il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!
Steidzies man palīgā, Kungs, mana pestīšana!
